Der er næppe noget så irriterende som lifecoaches – og alle mulige andre med stratenrøver-titler.
Det er den slags mennesker, der smider om sig med debile klichéer og udtrådte koncepter. Perception Is Reality. Just Do It. Problems Are Gifts. Clean Your Past. Create Your Future. Rebirthing.
Flosklerne her er ikke tilfældige. Det er titlerne på de seks afsnit i Simon Kvamms nye serie om en Guru fra Jylland.
Til tonerne af sangen Træmand fremført af Kvamms nye Klitmøller-trio Hugorm vender Andreas Mertz hjem til sin fødeby Silkeborg, hvor han som selvlært lifecoach vil forsøge at vække borgernes kampgejst til live igen.
Men hurtigt står det klart, at det nok lige så meget er ham selv, der skal motiveres til at kæmpe.
Igennem de seks afsnit gøres der – på en egentlig ret elegant og næsten kærlig måde – tykt nar af hele selvhjælpsindustrien. Igennem en række kommunale peptalks, hvor vi ser med fra sidelinjen, gennemtygges Andreas Mertz’ ærligt talt meget lille værktøjskasse.
Hernings fodboldhold har en farlig ulv som maskot. Hvorfor har Silkeborg så en odder? ”Det er jer selv, I sidder og griner af!” siger han. Og svaret er, at man ligesom i fodbold skal lære at ”gå selv”.
Man sidder bogstaveligt talt og krummer tæer.
Andreas Mertz har nemlig ikke rigtig noget budskab. Han er bare en narcissist på evig jagt efter whatever mening. Endda i sådan en grad, at han skifter navn, fordi der er en trykfejl på hans bog.
Bogen er en del af den velprøvede strategi for foredragsholdere. Skriv en bovlam bog, så kommer folk til dit show, og så følger de dig på insta.
Bum, lykken er gjort!
Serien er komisk, og den lanceres under bastardgenren dramady. Men den er nu heldigvis mest drama.
For selv om den er sjov fra start til slut, spiller både Brian Lykke, Karsten Nielsen og Kirsten Lehfeldt rørende, sårbare, sjove, intense og karikerede i en hårfin balance, der aldrig tipper.
Selv Frederik Cilius Jørgensen i rollen som coachens egen coach går ikke for langt. Selv om han giver den Vollgas med bred sønderjysk dialekt blandet lidt med tysk, ændrer virkelighedens beskaffenhed (ved at spise en halv gulerod), byder på verbal voldtægt og ayahuasca-bræk-terapi.
Simon Kvamm har rollen som Andreas Mertz, som bor øverst i Papirtårnet i Silkeborg – en gigantisk, kødfarvet fallos, der rejser sig over de våde og buskomkransede Silkeborgsøer, som Freud nok ville sige.
Noget af det fineste ved serien er dens greb om de virkemidler, som en hel branche af charlataner lever af i selvhjælpsbranchen.
Alle ”gaslighter” hinanden og bortforklarer de krænkelser, de selv lige har lavet.
Var det virkelig en fejl, da Andreas pludselig blev til Anders hos bogtrykkeren? Var det ikke – i virkeligheden – bare, fordi han ubevidst fandt sig selv?
På samme måde trækkes der fede veksler på virkelige – og virksomme – terapeutiske greb, som karikeres, så man er flad af grin.
At et fysisk smil kan generere ægte glæde, kender man fra latterterapi. Men udtryk med en blyant holdt i munden i 30 minutter, bliver det helt sindssygt.
At en genopført fødsel kan forløse et primalskrig, kender man fra den eksistentielle terapi og antipsykiatri-guruen Ronald D. Laing. At Anders Mertz rammes af klaustrofobi og kravler baglæns ind i livmoderen af lilla nylon, er nok en pointe.
Og med drys af zen-filosofi, virker det hele faktisk meget overbevisende. I hvert fald i provinsen, kan man forstå.
Serien er i sidste ende en ægte historie fortalt med en solid og nuanceret hovedperson, der har et virkeligt problem.
Han er omgivet af et lille, kært persongalleri, som vi følger og lærer at kende. Det hele hviler på et godt koncept og et solidt manuskript.
For det bliver hurtigt klart, at der også er alvorligere spor i morskaben. Er det hele faktisk en temmelig indebrændt, men så meget desto mere maskulin kommentar til en #MeToo-tid, hvor der ikke rigtigt længere er plads til den almindelige mand og hans følelsesliv? Skal han slet ikke respekteres mere?
Slutningens alvor er overraskende.
Kommentarer