De bedste spændingsfilm rummer altid en vis uforudsigelighed. Enten snor og bugter handlingen sig og rammer publikum med et twist som en lige højre, eller også har karaktererne en livlig egenrådighed, så man aldrig helt ved, hvor man har dem.
Det er ikke tilfældet i Hacker, og så kan det godt være, at den er raffineret klippet, tempoet er i top, og at man faktisk er mere eller mindre garanteret ikke at kede sig.
Man er også garanteret ikke at blive overrasket.
Trettenårige Benjamin (Rumle Kærså) har aldrig kendt sin far, og hans mor forsvandt på mystisk vis, da han var yngre. Moren var en genial hacker, og Benjamin, der har arvet hendes talent, hacker sig under en vigtig skoleprøve ind på lærerens computer. Mod betaling fra eleverne sørger han for, at alle får et 12-tal på deres karakterbevis.
På bostedet, hvor Benjamin opholder sig, får han pludselig en ny, mistænkelig værge, som er lidt for ivrig og imødekommende. Inden længe bliver Benjamin også kontaktet af politiets efterretningstjeneste, som mener at have set hans mor i en overvågningsvideo.
Moren, som ellers var formodet død, lever!
Sammen med problembarnet Savannah (Josephine Højbjerg), der også bor på bostedet, forsøger Benjamin at finde sin badass-hacker-mor, før politiet gør det. Det kræver, at han selv hacker sig ind i PET’s computere.
Den forsimplede og lidt barnlige måde, som Benjamin ubesværet hacker sig ind i ethvert højteknologisk system på, er faktisk en styrke. I stedet for uoverskuelige mængder tør kode dukker et lille, animeret piratskib op på skærmen og kipper med fanen, indtil Benjamin er inde. Det er spændende og frydefuldt at se den unge knægt få adgang til de lukkede systemer.
Hacker er fantasifuldt lavet, og selv på et lavt budget kan man komme langt med en effektiv klipper (Kasper Leick) og medrivende underlægningsmusik (Uno Helmersson).
Men når det gælder filmens to hovedpersoner, er det sparsomt med fantasi og indlevelse. Benjamin og Savannah er kedelige, karakterløse skabeloner, der udelukkende drives frem af historien.
Rumle Kærså og Josephine Højbjerg gør deres bedste, men de har simpelthen ikke nok at arbejde med. Benjamins drivkraft er hans indædte søgen efter den forsvundne mor, mens Savannah vil have slettet de mange dårlige rapporter fra sin sagsmappe, og det kan Benjamin hjælpe hende med.
Det er det hele, og det er for lidt.
Vi mærker aldrig noget til Benjamins nørdede geni eller Savannahs utilpassethed. De bliver ikke til personer, men funktioner, der skubber til handlingen i en simpel børne-thriller. Sammen kunne de ellers være blevet en spændende, måske ligefrem eksplosiv kombination.
Man forestiller sig instruktør Poul Berg sidde og arbejde på et manus sammen med Rune Kalle Bjerkø, forskanset foran skærmen hele natten, ekstatiske i en svimlende kafferus, mens de skriver løs på filmens plot.
Først ud på de tidlige morgentimer, når solen igen kommer til syne, kaster de et søvndrukkent blik på de to hovedpersoner, men da er der ikke mere kaffe tilbage på kanden og ikke mere energi tilbage i forfatterne.
Resultatet bliver et par søvngængerfigurer.
Mille Dinesen i rollen som den på overfladen selvopofrende og engleagtige værge giver filmen lidt ekstra krydderi. Det samme gør Benjamins mor, spillet af kriminelt oversete Signe Egholm Olsen, som de fleste kender som pusherfrau og smugler i Nordkraft. Hun er mindst lige så rå i Hacker, som hun er skæv i Ole Christian Madsens Ejersbo-filmatisering.
Måske er det slet ikke filmens intention at være karakterdrevet, måske vil den bare nøjes med at være et underholdende familiedrama – Klatretøsen for internetgenerationen. Det fungerer, indtil man kommer hjem og ikke husker hvorfor.
Kommentarer