Hacks

Vi kender ordet ”hack” fra computernørden, der hacker systemet.

Men en hack kan også være en forfatter, der lever af bestillingsarbejde. En kunstner, der har solgt sin stemme, sin kreative ånd og autenticitet for mammon.

Sidstnævnte rammer fint de to kvindelige Las Vegas-komikere, vi møder i den nye HBO-komedieserie Hacks.

Den ældre diva Deborah Vance (Jean Smart) begynder at miste sin status og sit tag om publikum. Ava (Hannah Einbinder) er en 25-årig komiker fra Los Angeles, der er blevet ”canceled”, efter at en vits, hun tweetede, ikke faldt i god jord.

Én vits kan åbenbart ødelægge en karriere, der endnu ikke er begyndt, klager hun til sin agent Jimmy (Paul W. Downs).

For at redde sine to klienter, hvis karrierer nu er i fare, sætter Jimmy Ava til at skrive nyt materiale til Deborah. Begge synes, det er en utroligt dårlig ide.

Serien sender de to kvinder, der samarbejder som hund og kat, på en eksistentiel rejse ned ad The Strip i Las Vegas. Deborah har optrådt i en menneskealder for et publikum, hun kender ud og ind: midaldrende middelklasse-individer.

Som hende selv har de oplevet skilsmisser og andenbølge-feminisme og kan grine kosteligt af temaer som ligeløn og kvinders karriereproblemer. Men de har ikke fingeren på nutidens digitale puls, hvor ét fejltrin kan give viral blodstyrtning, og feminismen har nået sin fjerde bølge, hvor mantraet ikke længere er solidaritet, men synlighed.

I første afsnit, There Is No Line, ser vi Deborah i glitter på scenen og Ava tigge om at blive taget til nåde. Publikum vil have, jeg er provokerende, klager hun, lige indtil de synes, jeg er for meget. Hvor går grænsen?

Det er en anden virkelighed end i en film som A Star Is Born, hvor faldet fra scenelivets tinder sker i etaper – i dag kan en stjerne dø når som helst!

Ava og Deborah er begge temmelig usympatiske. Deborah er kynisk og nærig. Hun ydmyger sin voksne datter foran Ava og nægter et par cents i drikkepenge til en tankpasser. Og Ava er en selvoptaget millennial, der bruger andre som trædesten på vej op ad sin karrierestige.

Med andre ord har hverken Deborah eller Ava nogen venner, for de lever og ånder for rampelyset.

Seriens pointe er ikke at forlige hund og kat, men at tegne et portræt af en tid, hvor vi udnytter hinanden i en grænseløs søgen efter opmærksomhed.

Når Deborah skal være flink, forærer hun aflagt glittertøj til sine ansatte. Da Ava opdager, at en gruppe veninder har løjet over for hende for at undgå at gå ud med hende, føler hun sig svigtet. Men de svarer, at hun aldrig opførte sig som en ven. Hun var en ublu netværks-nasser også inden det uheldige tweet.

Og når Deborahs sjove business manager Marcus (Carl Clemons-Hopkins) hjælper Ava, tager han procenter. Ingen tjeneste uden fortjeneste.

70-årige Jean Smart, kendt fra Mare of Easttown, Watchmen og Fargo, overstråler resten af et i øvrigt fremragende cast. Hun er forrygende som satirisk diva, der hellere vil have ild i håret under indvielsen af en pizzarestaurant end forsvinde fra spotlyset.

Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

Hannah Einbinder er lige dele charmerende og irriterende som den talentfulde klynker Ava. Og Carl Clemons-Hopkins er god som business manager med pumpede muskler, der har sans for penge og er klar til sex, når den flotte fyr fra vandforsyningen ringer på.

Min favorit blandt sidekaraktererne er Poppy Liu, der spiller Kiki, en blackjack-croupier, som kommer hjem til Deborah, når divaen vil gamble. Liu spiller så sukkersødt og syret, at Kiki står knivskarpt i erindringen.

Hacks stjæler med arme og ben alt det bedste fra serier som Girls og Feud. Jean Smart har allerede tre Emmys på hylden for bedste kvindelige birolle i andre serier og vandt i efteråret fuldt fortjent prisen for bedste hovedrolle med denne.