Hacksaw Ridge

Ti år er gået, siden Mel Gibson var aktuel som filminstruktør med sin både flotte og dystre Apocalypto, der skildrer Mayaernes sidste tid.

Nu er han tilbage med krigsfilmen Hacksaw Ridge, der skildrer slaget ved Okinawa i Japan under Anden Verdenskrig.

I filmen følger vi Desmond T. Doss (Andrew Garfield). Som barn bor Desmond ude på landet i Virginia sammen med sin bror og sine stærkt religiøse forældre.

Faren Tom Doss (Hugo Waeaving) er dybt alkoholiseret og har alvorlige traumer fra sin tid som soldat under Første Verdenskrig, hvor hans bedste venner måtte lade livet.

Derfor tæsker Tom Doss ofte både konen og sønnerne, og måske er det årsagen til, at Desmond i en slåskamp med sin bror samler en sten op og hamrer den ind i hovedet på ham. Broren går ud som et lys, og Desmond bliver tydeligvis chokeret.

Fra den dag af vokser Desmonds religiøsitet voldsomt, og han tager de ti bud fra det gamle testamente yderst alvorligt, specielt det sjette bud, som lyder: du må ikke dræbe.

Femten år efter melder Desmond sig dog alligevel ind i militæret, fordi han vil kæmpe for sit land og dem, han holder af. Inden da forelsker han sig i den smukke sygeplejer Dorothy (Teresa Palmer), som inspirerer ham til at blive medic og gør, at han ser en mulighed for at redde liv i stedet for at tage dem.

Under militærtræningen bliver Desmond ekstremt upopulær, da han giver tilkende, at han ikke vil bære et våben. Alligevel ender det med, at han får lov til at uddanne sig og kommer med til Okinawa sammen med de andre soldater.

Til alles overraskelse viser det sig, at Desmond er en glimrende militærlæge. Hver gang han har fået en soldat i sikkerhed, beder han gud om styrke til at redde én til, og sådan fortsætter han med at redde den ene sårede soldat efter den anden på egen hånd.

Det mest imponerende i filmen er kampscenerne under krigen. De er overvældende flotte, men samtidig skræmmende, og der spares bestemt ikke på teaterblodet.

Lydsiden er klar og lækker. Man får virkelig en fornemmelse af, at kugler og granater flyver rundt om ørene på én. Det føles som at være i krig.

Soldaternes optræning er også godt skruet sammen med drengerøvshumor og mandehørm. Man kommer til at holde af Desmonds militærvenner, der blandt andre tæller den sarkastiske Sergeant Howell (Vince Vuaughn) og den skeptiske Captain Glover (Sam Worthington).

Alligevel bliver krigsscenerne overgået i klassikere som Saving Private Ryan, hvis første tyve minutter uhyggeligt realistisk skildrer det blodige slag ved Omaha Beach.

Militærtræning, som blander humor og alvor, er også set bedre, og Vince Vaughns karakter er da også tydeligt inspireret af R. Lee Ermeys rapkæftede Seargant Hartman i Stanley Kubricks uforglemmelige Full Metal Jacket.

Filmens bedste elementer er altså ret uoriginale, og det originale tiltag fungerer ganske simpelt ikke.

Konceptet om en soldat, der ikke vil dræbe er spændende og tankevækkende, men karakteren Desmond Doss er for meget.

Andrew Garfield er for sukkersød og glatpoleret til, at han fremstår som et ægte menneske. Han græder flere gange, og en enkelt gang oplever vi hans tvivl på slagmarken, men derefter er han opsat på at redde alt og alle.

Det er ikke kedeligt at se på, men hans bombastiske godhed og religiøsitet er fra starten af kvalmende og ensidig.

Japanerne skildres som barbariske og råbende monstre, der lige så godt kunne have været orker eller zombier. Sådan bliver fjenden ofte skildret i amerikanske krigsfilm, men de bedste af slagsen giver oftest et nuanceret blik på fjenden og indfletter tanken om krigens absurditet.

Godt nok redder Desmond også nogle japanere, men de scener bruges til at understrege hans overvældende godhed snarere end at sige noget om japanernes menneskelighed.

Historien om Desmond T. Doss er en utrolig historie, men selv om den er basseret på autentiske hændelser, fremstår den i Mel Gibsons hænder som et utroværdigt eventyr. Moralen er, at tro kan flytte bjerge, men man er ikke overbevist, når man forlader biografen.