Jeg har sagt det før, men tv-seriers største fordel i forhold til spillefilm er deres muligheder for at udvikle karakterer over længere tid.
Fordi vi bogstavelig talt har fulgt personerne i Halt and Catch Fire over flere år gennem 1980’ernes computer-revolution og nu til 90’ernes internet-boom, føles de i den nye fjerde og sidste sæson som gamle bekendte for publikum.
I en Birdman-agtig montage følger vi computerprogrammøren Gordon (Scoot McNairy) i det slidte lokale, hvor vi efterlod ham i seriens tredje sæson.
Sammen med Joe (Lee Pace) har han renoveret lokalet og over en årrække endelig stablet en succesfuld virksomhed på benene. Deres internetudbyder CalNect er en kæmpe succes, men deres internetbrowser LoadStar er blevet overhalet af et andet firma, som netop har launchet en lignende browser.
Det er Joe træt af, fordi han og hans kollega og gamle flamme, Cameron (Mackenzie Davis), har stået for projektet og har haft et års forspring. Men Cameron bor i Tokyo og har i stedet brugt det sidste halve år på at færdiggøre sit nye computerspil, som de unge testpersoner dog ikke rigtigt kan se fidusen i.
Donna (Kerry Bishé) forlod gruppen i forrige sæson og er nu boss-lady i et helt andet firma, hvor hun som en mindre gudinde udvælger, hvilke nye projekter firmaet skal finansiere.
Det er underholdende at se, hvor personerne er endt – professionelt, men selvfølgelig mest mentalt. Serien understreger med tidens gang, hvordan livet er en rutsjebanetur.
Gordon, der tidligere har været kokainmisbruger og hjerneskadet, nyder nu så stor succes, at han har råd til at hyre The Blue Man Group til at optræde ved sin 40 års fødselsdag. Og den tidligere rebelske punk chick Cameron ved pludselig ikke, hvad de unge vil have.
Sådan fungerer en god fortælling.
Vi kender personerne og deres værdier, og derfor er det spændende at se dem i nye situationer, som tester dem på måder, vi ikke har set før.
Joe har nærmest fungeret som skurk i de tidligere sæsoner, men har for nylig mistet sin far og er pludselig helt blød i knæene. I fjerde sæsons andet afsnit taler han og Cameron i telefon i over et døgn, og vi ser, hvordan de to har brug for hinanden uden for de professionelle rammer.
Vi føler deres kærlighed til hinanden gennem replikkerne, men serien er stadig især visuelt eksemplarisk i kameraføringen. Mens Joe mellem linjerne fortæller Cameron over telefonen, at han savner hende, viser hans computerskærm en figur i Camerons spil. På den måde er hun til stede hos ham, ikke fysisk, men i hjertet.
Det er den visuelle forståelse for at fremme historien, som gør Halt and Catch Fire til en overlegen dramaserie. Og fordi serien er et periodedrama, der handler om computerteknologi, har den samtidig en nerve, som skuer ud i fremtiden.
Nogle gange føles den nerve som et håb om noget bedre. Men andre gange føles den som en subtil melankolsk understregning af, at alting har en ende.
Serien har en stærk, drivende kraft, idet personerne hele tiden leder efter den nye store ting inden for tech-branchen. Fordi vi ved, at alle konstant er på jagt efter det nye, er det vildt tilfredsstillende at se deres glimt i øjnene, når de får en vanvittigt god idé.
På den måde fungerer filmens tech-ramme som en smuk metafor for menneskets måde at leve livet på – hele tiden at planlægge det næste skridt. Men i fjerde sæson viser det sig, at den egentlig pointe er, at der er mennesker i vores liv, som vi hele tiden vil kredse om.
Og efter at have fulgt Halt and Catch Fire i den ene velfortalte sæson efter den anden, bliver det uden tvivl vemodigt at skulle tage afsked med computernørderne.
Kommentarer