En musical om USA’s første finansminister. Nej, vel?
Men det amerikanske musicalfænomen Hamilton gav det et skud i 2015. Immigranten Alexander Hamilton fik sine ambitioner, liv, kærlighed, sorg, dueller og død endevendt i en traditionel musicalscenografi.
Serveret som historisk kostumedrama og indpakket i poplyd med lækker og lyrisk rap-musik har forestillingen for længst etableret sig som en velkommen fornyelse hos Broadways publikum.
Elleve Tony-priser, en Grammy og en Pulitzer-pris senere kan Hamilton opleves på den nye streamingtjeneste Disney+. Filmversionen er mikset sammen af optagelser fra to aftener i streg med publikum samt en gennemspilning med diverse steadicams på og over scenen.
På flere fronter lykkes det at bevare fornemmelsen for live autenticitet. Sine steder skaber en dynamisk redigering forstærket drama og fokus, selv om følelsen af at se transmitteret teater sniger sig ind i løbet af de 160 minutter, Hamilton varer.
Er forsøget relevant? Ja for pokker, ikke mindst i disse corona-tider. Teater – en hårdt virusramt kulturgren – er uden diskussion en publikumssport. Og musicalgenrens store armbevægelser får det overspil, der gør filmet intimt teater utåleligt, til at se næsten naturligt ud på skærmen.
Netop Hamilton er også særligt interessant som kulturelt fænomen og fornyer af musicalformatet.
Kvikke hoveder har optalt, at sangerne i enkelte sekvenser rapper op til 200 ord i minuttet. Andre påstår, at forestillingen ville vare fire til seks timer, havde aktørerne sunget i normalt musical-tempo. Det er i denne ordrigdom, Hamilton lægger alen til nyere musical-tradition med forestillinger som Les Misérables og Miss Saigon. Også de griber ud efter kompliceret historiefortælling, men Hamilton hæver barren markant.
Lin-Manuel Miranda har skrevet og komponeret forestillingen og synger selv titelpartiet. Han rammer intrigen ind i mundrette rytmiske refræner, og det er gjort formidabelt.
Følelser forfines og intriger udbygges i tætpakkede momenter.
Tilmed har hver større rolle sin særlige rap-profil. Marquis de Lafayette (Daveed Diggs) starter i firser-kadence, før han sætter turbo på. George Washington (Christopher Jackson) holder sig derimod til det alfaderlige, solide beat fra 90’ernes mainstream-rap.
Holdet synger, danser og agerer skræmmende effektivt med kun få teatralske bevægelsesmønstre, der aldrig kan undgås i levende teater.
Hamilton får det dog svært som et bredere tilbud til det danske publikum. Jeg råder enhver til at læse op på den amerikanske uafhængighedskrig, inden tæppet går op.
Hamilton var blandt den amerikanske forfatnings grundlæggere, der forenede de amerikanske kolonier til oprør mod den engelske George 3. (sjovt sunget og overspillet af Jonathan Groff fra Mindhunter). Siden var Hamilton en af de flittigst skrivende på fundamentet for den amerikanske forfatning.
Han skrev også breve til kvinderne i sit liv, og en del af den historie blev brugt i den politiske kamp om magten i USA. Den benyttes også i kvindernes del af Hamilton, mest fornemt af Renée Elise Goldsberry i rollen som Hamiltons forsmåede svigerinde. Hun er forestillingens eksplosive vulkan.
Musicalen spejler sig diskret i det aktuelle politiske miljø i USA. Omkvædet ”Immigrants … we get the job done” får stort bifald. Mange af rollerne, selv George Washington, spilles af ikke-hvide amerikanere ligesom under urpremieren, da Obama var præsident.
Men det er ikke showets hovedpointe. Hamilton er en ode til en helteskikkelse, der efterlevede ét grundlæggende princip: Vi må ikke lade vores muligheder gå til spilde, men bør give det et skud:
”I am not throwing away my shot,” som han jævnligt messer.
Kommentarer