Den danske medievirkelighed har endelig fået øje på en lille skat, der har ligget og gemt sig på DR siden marts.
Han, hun og hunden er en australsk romcom-serie på otte afsnit lavet af mere eller mindre geniale Patrick Brammall og Harriet Dyer, der også spiller hovedrollerne Ashley og Gordon – og i øvrigt danner par i virkeligheden.
I serien møder de hinanden, da 29-årige Ashley, som lige er blevet forladt af sin lækre lægekæreste, blotter sin brystvorte for den midaldrende Gordon i et anfald af alkoholpåvirket taknemmelighed.
Gordon har holdt sin bil tilbage, så hun kunne passere vejen, men han bliver så befippet, at han mister kontrollen over køretøjet og hamrer ind i en tilsyneladende hjemløs lille vovse.
Det umage par tager straks hunden til dyrlægen, mens de hele vejen diskuterer, hvem der har skylden for fadæsen: blotteren eller føreren?
Rygraden er brækket, og da Ashley ikke nænner at aflive den afsindigt nuttede border terrier, vælger de to at tage sig af den handikappede hund, der nu må klare resten af livet med hjul i stedet for bagben.
Det udvikler sig selvfølgelig.
Han, hun og hunden ligger i forlængelse af serier som Fleabag og Girls, men også Joachim Triers Verdens værste menneske, med sit kløgtige portræt af en middelklassekvinde, der har svært ved at finde sin plads i tilværelsen.
Ashley studerer medicin og får en opsang af sin vejleder, fordi hun ikke er fokuseret nok. Men hun er langt fra så fumlende uduelig som mange af komedie-kvinderne fra de komedieserier, denne her står på skuldrende af.
Det er sjovt, når hun eksempelvis forklarer hjernebarkens størrelse ved at sammenligne den med en stor pizza.
Det var godt, at folkene bag Sex and the City, Girls, Broad City og Fleabag lod kvinder vise sider, der tidligere ikke var plads til. Serieskaberne gjorde os kvinder liderlige, uretfærdige, inkompetente, forvirrede og skæve.
Han, hun og hunden fletter mangfoldigheden af karaktertræk sammen i Ashley, så hun til sidst fremstår som noget så sjældent som en almindelig kvinde.
Hun er sjofel, nervøs, lidt klam og uretfærdig, men også charmerende og begavet. Ligesom resten af os!
Men Han, hun og hunden tager godt og grundigt pis på den midaldrende Gordon, der som en rigtig X’er ikke forstår nonbinæres pronominer, laver upassende transjokes, har et mikrobryggeri sammen med sine to venner, en ”cool” vintagebil og en midaldrendes usikkerhed.
Og massevis af charme og selvironi.
Humoren er virkelig plat, men enormt veltilrettelagt.
Gordon hedder Crapp (Lortt) til efternavn, og han kommer i en hylemorsom scene til at sende et billede af sin penis til Ashley, da han i badekarret vil tage et billede af den nuttede vovse.
Hunden får i øvrigt navnet Colin From Accounts, som også er den lidt mere veloplagte, australske titel på hitserien.
Den platte humor løfter sig, fordi alle karakterer er så elskværdige – og fordi Patrick Brammall og Harriet Dyer er to geniale komikere. De kan løfte den alene med mimikken, men replikkerne er også afsindigt velskrevne.
Serien bruger også en del energi på at vise parforhold, som de egentlig er. Der er ikke nogen, der står ude i regnen, ingen violiner eller store kærlighedserklæringer.
Til gengæld er der den alt for synlige nervøsitet over mødet med vennerne. Vreden, der er så voldsom, at man ikke kan se på hinanden. Og mest af alt en legefuldhed mellem de to, der formodentlig spejler sig i deres virkelige kærlighedsforhold.
Her er der en aldersforskel på tolv år, som også behandles klogt og morsomt.
Kærligheden føles – og er – ganske virkelig.
Kommentarer