The Hand of God

Han bliver ofte sammenlignet med Fellini.

Mange så Den store skønhed som en parafrase over Fellini’s Romamens Youth gentager tematikker fra 8½, og Il divo ligner det politikerportræt, som den store mester ville have lavet, hvis han ellers havde kastet sig over italiensk politik.

Faktisk er Paolo Sorrentinos stil meget langt fra Fellinis, men det er også let at se, hvorfor folk tit blander dem sammen. Begge instruktører forsøger at nærme sig kunstnerisk sandhed ved at præsentere livet som en tragikomisk cirkusforestilling.

Der er en scene i The Hand of God, hvor vi næsten får øje på Fellini, der er i Napoli for at caste sin nye film. Den håbefulde Marchino – storebror til filmens hovedperson og instruktørens stedfortræder Fabietto – er taget til audition.

Marchino ser godt ud, som han sidder bænket side om side med alskens særlinge. Men han bliver afvist for at være ”for konventionel”.

Det virker som en vittighed rettet mod dem, der betragter Sorrentino som en Fellini-efteraber. For The Hand of God handler om den konventionelle fyr, der iført jeans og T-shirt venter på sit store gennembrud.

I Sorrentinos spraglede, alenlange Berlusconi-portræt Silvio og de andre fra 2018 befandt instruktøren sig i en kreativ blindgyde. Han parodierede sin egen neobarokke stil med fiskeøjeforvrængning og kranskud. Det resulterede i et værk, der bestod af indholdsløs forskønnelse.

The Hand of God føles som en frisk start.

Filmen er en bemærkelsesværdig, modig bedrift af en kunstner, som lægger sin signaturstil fra sig og fortæller om sin ungdom på en måde, der er øm, bevægende og oprigtig. Det er ikke kvaliteter, vi normalt forbinder med Paolo Sorrentino.

Filmens omdrejningspunkt er en tragedie, der i 1986 ramte Sorrentino, da han var seksten år. Han har gengivet den til pressen så ofte, at den dårligt kan regnes for en spoiler.

Hans forældre tog en weekend op til deres fritidshjem i bjergene, mens han som ivrig Napoli-fan blev hjemme for at se holdets stjerne, Maradona, spille VM-finalen for Argentina. Om lørdagen faldt hans forældre i søvn foran ildstedet, og de vågnede ikke igen. De blev kvalt af kulilteforgiftning fra et defekt opvarmningssystem.

I filmen forestiller Sorrentino sig, hvad han aldrig så: Hans mor med strikketøjet, hans far med en bog. Deres bevægelser bliver sløve, øjnene lukker i, hun læner sit hoved mod hans skulder. Det er en kærlig, smuk og rystende afskedsscene.

Det er også en begivenhed, der deler filmen i to.

Indtil da har vi fulgt napolitanske historier, som den akavede, nogle gange ensomme og ellers højtelskede Fabietto enten overhører, oplever eller drømmer sig til. Men tragedien forandrer alt. Også selv om mange af de personer og steder, Fabietto møder og kommer til, er de samme som før.

Med diskrete skift i stemning og perspektiv slår Sorrentino fast, at han er mindst lige så dygtig til at instruere intime scener som til at orkestrere teatralsk stordramatik. 

Filippo Scotti, der ligner en italiensk Timothée Chalamet, har noget rastløst reserveret over sit spil i hovedrollen som Fabietto. Han er en følsom, usikker teenager, som det er let at spejle sig i.

Fabietto går på en katolsk drengeskole, begærer i smug sin mors ulykkelige, barmfagre søster og misunder sin livsglade bror, at han har let ved at tale med det modsatte køn. Fabietto indser, at hans forældres ægteskab ikke er en dans på roser – og han tilbeder Maradona.

Den argentinske fodboldspillers ankomst til byens kriseramte fodboldklub i 1984 præsenteres som en mirakuløs begivenhed, nærmest som en gave fra oven. Og den form for magi synes at hænge i luften i Napoli.

I Den store skønhed skildrer Sorrentino Rom som en dekadent teaterkulisse. Her fører han på mindre prangende vis publikum tilbage til Napoli i 80’erne i en fortælling, der uden musik, men alligevel på musikalsk vis, følger byens energi og rytme.

Det er sådan en by, hvor der ikke er noget overraskende over at have en baronesse som overbo, og hvor en bankfunktionærs søn som Fabietto kan blive ven med en cigaretsmugler, der lever livet på flugt fra politiet.

Det er også et sted, hvor man holder liv i en bidsk commedia dell’arte-tradition ved at grine ad andres udseende og ulykke. Kameraet seksualiserer kvinder med store bryster, og en pensioneret politimand bruger en stemmeforstærker til stor morskab for Fabiettos familie.

Sorrentino nægter at efterrationalisere sig til politisk korrekthed, hvad der kan virke som en letkøbt undskyldning. Men ligesom Fabietto udvikler Napoli sig igennem filmen.

Efter filmens traumatiske vendepunkt forsvinder karikaturerne, og byen bliver et mere ensomt sted.

Da Marchino er til casting hos Fellini, smugkigger Fabietto bag den dør, hvor instruktøren sidder og bedømmer byens ungdom. Hvad han end ser, rykker noget i ham. Men ved at lade den store instruktør forblive usynlig, forsvarer Sorrentino også sin kunstneriske selvstændighed.

Er The Hand of God, som mange italienske kritikere har foreslået, Sorrentinos bud på Amarcord fra 1973, hvor Fellini på fantasifuld vis mindedes sin egen ungdom i Rimini?

Måske.

Men det er først og fremmest en bevægende, original coming of age-historie, der er båret frem af Paolo Sorrentinos kunstneriske vision. The Hand of God er et mesterværk, der står solidt for sig selv.