The Handmaid’s Tale – sæson 1

Der findes film og serier, der ikke bare er fremragende i sig selv, men også rammer en nerve i deres samtid og bliver katapulteret op på et helt særligt niveau.

Sådan en serie er The Handmaid’s Tale.

Med en blanding af held og perfekt timing har den amerikanske streamingtjeneste Hulu set rigtigt ved at filmatisere Margaret Atwoods roman af samme navn fra 1985. Den handler om et dystopisk fremtids-USA, hvor kvinder er reduceret til fødemaskiner og demokratiske rettigheder byttet ud med et elitært regime.

Det er nemlig svært ikke at se forbindelsen mellem seriens temaer og politiske tendenser i vores 2017-samfund. Serien er ren fiktion, men den er samtidig et uhyggelig realistisk bud på en fremtid, hvor samfundet bryder sammen.

Her ligner The Handmaid’s Tale en film som Children of Men.

Første sæsons ti afsnit tager udgangspunkt i romanens handling.

I et fremtidigt USA – nu kaldet Gilead – styrer et totalitært og teokratisk diktatur samfundet med hård hånd. En miljøkatastrofe har efterladt størstedelen af kvinderne ufrugtbare, så dem, der stadig er fødedygtige, holdes som rugemødre, der skal forsyne eliten med børn.

De unge, fertile kvinder kaldes ”handmaids”, går klædt i røde, kuttelignende kjoler og hvide, bredskyggede kyser. Offred (en fremragende Elisabeth Moss) er titlens handmaid og fungerer som en fødemaskine hos kommandør Fred Waterford (Joseph Fiennes).

Offred hedder egentlig June, men har nu et navn, der skal læses som Of Fred: reduceret til et avlskvæg. Offred levede før den totalitære omvæltning et almindeligt familieliv med manden Luke (O-T Fagbenle) og deres barn, men er nu adskilt fra dem begge.

Seriens tematiske gods er derfor skildringen af antidemokratiske og autoritære tendenser, men i høj grad også feminisme, køn og kærlighed.

Serien lægger ud med at fokusere på Offreds historie og nærmest udelukkende fortælle fra hendes perspektiv. Men efterhånden som man kommer igennem afsnittene, åbner serien sig og skifter mere mellem de forskellige personer. For eksempel kommandør Waterfords særegne samliv konen eller Lukes egen kamp for at overleve på flugt.

Afvekslingen fungerer godt og giver hvert afsnit et unikt præg, så serien både gør sig godt i den store, serielle fortællerbue og som enkeltstående afsnit.

Faktisk har Bruce Miller, der er hovedkraften bag The Handmaid’s Tale, formået at skabe interesse og sympati for de fleste karakterer på forbilledlig vis. Karakterernes forhold er nuancerede og komplekse på trods af de faste hierarkiske roller, som seriens samfund dikterer.

En anden af seriens forcer er dens klaustrofobiske visuelle udtryk og nærmest sakralt alvorlige stemning.

De ikoniske, dybrøde kjoler og hvide kyser står i kontrast til resten af seriens afblegede udtryk og genkendelige omgivelser iblandet victoriansk æstetik. I det hele taget er The Handmaid’s Tale et gennemført visuelt værk, som er krydret med meget stærke scener.

Elitens familier gennemtvinger for eksempel parringsceremonier med deres handmaids, der er helt forrygende bizarre og fascinerende på samme tid: Kommandør Waterford har sex med Offred, samtidig med at hun ligger i hans kones skød, så de to kvinder nærmest smelter sammen.

Nogle vil sikkert stå af på seriens langsomme tempo og gravalvorlige stemning. Undervejs føles det nemlig, som om handlingen står i stampe, og man savner en mere klar dramaturgisk retning.

Det ændrer dog ikke ved, at The Handmaid’s Tale er en af årets allerbedste og vigtigste serier. Derfor er sæson to selvfølgelig allerede på vej. Og med et fejende flot orkestreret finaleafsnit, hvor stil, musik og handling går op i en højere enhed, kan man næsten ikke vente på fortsættelsen.