The Handmaid’s Tale – sæson 4

Fjerde sæson af den dystopiske serie starter noget overraskende i dur og rask tempo. I hvert fald på lydsiden, hvor Aretha Franklins håbefulde gospelsang I Say a Little Prayer sparker løjerne i gang. 

Men symptomatisk for The Handmaid’s Tale varer lykken ikke ret længe ved, og hurtigt vender serien tilbage til sit vanlige mørke og tungsindige udtryk. 

Forrige sæson forlod June (Elisabeth Moss) hårdt såret i skoven nær den lufthavn, som det via fly lykkedes en flok af Gileads eftertragtede børn at flygte fra. De nåede i sikkerhed i Canada, mens June og de andre tjenerinder blev tilbage i det diktatoriske Gilead, som engang var USA. 

Fjerde sæson starter præcis, hvor tredje slap. 

Det lykkes de andre handmaids at bringe sig selv og June i foreløbig sikkerhed på et afsides beliggende landsted. Her kommer helten til hægterne og overvejer sit næste træk i oprøret mod de undertrykkende magthavere. 

Imens sidder Junes tidligere værtspar, Fred og Serena Waterford (Joseph Fiennes og Yvonne Strahovski), stadig fanget i Canada, hvor de skiftevis stikker og støtter hinanden. En overraskende og vigtig begivenhed ændrer dog deres situation tidligt i den nye sæson. 

I trygge Canada forsøger Junes mand Luke (O.T. Fagbenle) og veninde Moira (Samira Wiley) også at organisere nødhjælp for de ofre, der er undsluppet Gileads klør. 

Igennem fire sæsoner har The Handmaid’s Tale langsomt udvidet sit perspektiv og omfang mere og mere. Igennem tredje og nu også fjerde sæson gennemsyrer et immigrations- og geopolitisk spor serien, da Gileads totalitære system krakelerer indefra med diplomatiske, juridiske og flygtningemæssige konsekvenser. 

Det er nemt at trække tråde til virkelighedens krigsforbrydelser, flygtningestrømme, totalitære tendenser og globale magtspil. 

Det er dog stadig June og hendes medsammensvornes indædte kamp for frihed, retten over egen krop og hævn, der er centrum for handlingen. 

Serien er efterhånden blevet et komplekst spind af relationer, strategiske overvejelser og magthierarkier. Blandt meget andet viser den nye sæson, at en slags undertrykkelse hurtigt erstattes af en ny. 

The Handmaid’s Tale excellerer fortsat i den totalitære æstetik. 

Seriens røde kjoler og hvide kyser er allerede blevet ikoniske symboler for feministisk frihedskamp, og i fjerde sæson bliver universet om muligt endnu mere dystert. 

Undervejs tortureres June i Gileads hovedkvarter, der ligner en blanding af et nazistisk bunkerkompleks og Tyrell-koncernens hovedkvarter i Blade Runner. Ikke just hyggeligt. 

Mere intimt benytter serien stadig det særlige greb at gå ubehageligt tæt på sine karakterer. Filmet i en anelse frøperspektiv og ofte med baggrunden ude af fokus er vi som seere med til at intimidere personerne, fordi vi kommer grænseoverskridende tæt på. 

The Handmaid’s Tale er derfor også spækket med betuttede ansigter lagt i forknytte folder, der er en smule trættende. 

Det er en af seriens svagheder. 

Serieskaber Bruce Miller og resten af holdet har skabt en gennemført serie, men den føles efterhånden også monoton og en kende for selvtilfreds. Effekten falmer for hver gang vi ser Elisabeth Moss stirre frem for sig med et målrettet blik og med patos og kraft at konstatere noget i retning af: ”Vi gemmer os ikke – vi kæmper!” 

Serien tilhører ubetinget skuespilleren, der i rollen som June er mere selvsikker og kompromisløs end nogensinde og oven i købet selv har instrueret tre afsnit i den nye sæson. 

The Handmaid’s Tale er svagest, når formen overskygger indholdet, og troværdigheden falmer. Men når serien er bedst, er den et af de bedste bud på en seriedystopi med både hjerne og hjerte.