En kvinde står på en scene og dissekerer den verdensomspændende, litterære succes Find Holger. Han er et uovertruffent eksempel på den hvide mands privilegier, viser det sig.
Børn verden over leder og leder efter ham, bliver bekymrede og tænker: ”Hvor er han?” Og dér står han bare, gang på gang, uberørt af dramaet.
”Han burde være tvunget til at finde sig selv, ligesom resten af os,” konkluderer Hannah Gadsby i sit nye show Douglas.
Den australske komiker er med egne ord ”en situation”. Hun er homoseksuel, maskulin, tyk og autist. Hun er også en standup-stjerne.
For to år siden leverede hun genrebrydende og kynisk kompetent komik i sit show Nanette. Den timelange seance er en kringlet og intelligent kombination af knitrende systemkritik og et særligt usødet opgør med selvnedgørende jokes.
Hannah Gadsby erklærede flere gange i Nanette, at hun var færdig med komik, fordi den selvnedgørende komikerrefleks undergravede alvoren i hendes traumer som homoseksuel i et homofobisk hjem og som maskulin kvinde i en patriarkalsk verden.
Gadsby bruger det første kvarter af Douglas på et himmelhøjt metaplan. Hun italesætter med det samme, at Nanette er særdeles svær at lave en opfølger til. Havde hun vidst, at hendes traumer ville sælge så godt, ville hun have økonomiseret mere med dem i stedet for at brænde det hele af på ét show.
Derefter fortsætter hun ind i en forventningsafstemning og fortæller publikum præcis, hvilke emner og metoder vi vil se udfolde sig de næste 60 minutter. Hun forudsiger tilmed, hvornår og hvorfor vi vil grine.
Det overlegent mesterlige er, at hun får ret. Således morer man sig i næsten tredobbelte lag over et show, hvis kvalitet kun vokser takket være den dekonstruerende tilgang oppe fra metaskyerne.
Douglas tager udgangspunkt i perioden under og efter tilblivelsen af Nanette. Australieren fortæller om sin nyfundne succes, berømmelse og kritik samt sit tørt distancerede møde med USA, der er fyldt med haters og andre tosser.
Hannah Gadsby er feminist og forsøger ikke at forsøde den forurettethed, der følger med, når man lærer omfanget af systematisk sexisme. Douglas er med hendes ord en blid og meget godhjertet gennemhulning af patriarkatet – inklusive en perfekt joke om den #MeToo-faldne kollega Louis C.K.
I sine mange små stik er Gadsby nytænkende og går skridtet videre end den åbenlyse ”mænd er lort”-pointe. Klassisk sexisme tilsiger, at kvinder er hormonelle, at de er det for ofte og for meget.
Gadsbys pointerer spydigt, at mænd er hormonelle i samme grad – hvis ikke mere. Og mens hormonerne får hende til at nippe på lidt mørk chokolade, er det jo altså ikke hende, der slår huller i vægge, når biokemien kradser.
I sin udlevering af patriarkatet kommer Gadsbys økonomisk set lidt håbløse bachelorgrad i kunsthistorie endelig til nytte. Hun blev med Nanette kritiseret for ikke at have lavet egentlig standup, men nærmere en ophøjet Ted Talk.
“Det var ikke et fucking foredrag. Jeg skal gi’ jer et fucking foredrag,” siger Gadsby flabet, idet hun tænder for Power Point-præsentation og laser-pegepinden og lader renæssancens oliemalerier komme under lup.
De historiske malerier bliver i Gadsbys blik næsten pinagtigt skamløse i ren sexisme. Portrættet af tre passive, nøgne kvinder i en skov viser sig at være altoverskyggende, når man leder efter kvinder i renæssancekunst. De kan selvfølgelig også ligge dramatisk op ad nogle klipper, stadig nøgne.
Her har et svævende stykke tekstil forvildet sig langt op imellem ballerne på en af kvinderne. Den detalje bliver mere og mere absurd, når Gadsby bliver ved med at understrege det overlagte i noget, der ligner et meget uheldigt snapshot fra en fotosession.
Hvor Nanette med nådesløs alvor i lange passager nægtede at give publikum comic relief, har Hannah Gadsby i efterfølgeren valgt en mere fredelig fordeling mellem fjol og seriøsitet.
facebook
twitter
Kommentarer