Denne film handler om en kærlighed, der knager, brager og gennemgående føles som to magnetiske pluspoler, der forsøges presset sammen.
Titlen Happy Together rummer en tør ironi, som faktisk ikke er særligt kendetegnende for filmens tone.
Wong Kar-wais film fra 1997 føles tværtimod levende og saftspændt, og det virker helt utvungent, at den nu har fået repremiere i restaureret form.
Filmen følger et mandligt kærestepar fra Hongkong, der for 117. gang prøver at redde deres turbulente forhold – denne gang ved at tage på rejse.
Iguazú-vandfaldene i Sydamerikas hjerte har tilsyneladende været deres drømmes mål, men de er ikke kommet nærmere end nogle vinterkolde, forblæste landeveje i det nordlige Argentina med en nedslidt lejebil, nul spanskkundskaber og endnu mindre stedsans.
Følelsen af at have et mål, men mangle kompasset, løber som en rød tråd gennem både filmen og deres parforhold. Nu er de i Buenos Aires og knokler for at tjene penge.
De to – den eksplosive Ho og den mere tænksomme Lai – glider ind og ud af hinandens favntag filmen igennem. Deres indledende elskov uden øjenkontakt er ret symptomatisk. Faktisk ser de mest hinanden, når de slås korporligt eller plejer hinandens sår.
De spilles passende nok af periodens varmeste asiatiske navne inden for både drama og martial arts: Leslie Cheung (Farvel min konkubine og Ashes of Time) og Tony Leung (Hero og In the Mood for Love).
Deres kærlighedsfrustrationer peger lige ud i tangohovedstadens overrislede natteliv, og mens Ho kommer hjem efter betalte sex-eskapader, får Lai et godt øje til en kollega i det travle restaurantkøkken, hvor han vasker op.
Sammen er Ho og Lai som forurettede, navlepillende skoledrenge – råbende, desperate og triste. Så elsk mig dog! Og hver gang de mødes, hvad enten det er i et lejet hummer, på havnen eller på bar, er der en uopfyldt længsel eller en asymmetri, som kaster ny benzin på bålet mellem dem.
Først hen imod filmens midte mærker man, hvordan de også bekymrer sig om hinanden. Det sker, da Ho kommer blodig og forslået hjem efter et slagsmål og skal plejes.
Måske er Lai og Ho slet ikke skabt for hinanden? Måske er det de betydningsbærende genstande fra deres nære fælles fortid – en kitschlampe, et ur, en rejsedrøm – der fastholder dem i illusionen?
Det spørgsmål gør filmen universel.
Som i Wong Kar-wais øvrige film taler scenografien med. Det rektangulære, azurblåtonede og ramponerede værelse i den billige del af byen bliver et økosystem for deres parforhold, skiftevis klaustrofobisk og eventyrladet.
Et akvarium med ustabil ilttilførsel.
Efterhånden som der lægges brikker til puslespillet, bliver det klart, at det også er en film om at føle sig uden anker, på fremmed grund, socialt identitetsfamlende.
Kina overtog netop i 1997 kontrollen med Hongkong – både en god grund til at smutte og til at føle en tvetydig nostalgi.
Fotografen Christopher Doyle skabte sit ”gal, men genial”-renommé på blandt andet denne film: en konstant vekslen i perspektiv og tempo, skift mellem farve og sort-hvid, gradvis opløsning af tiden til fragmenter.
Det er en i højeste grad medfortællende stil, der afspejler to menneskers forskellige følelser. Faktisk tre, for Lais køkkenkollega Chang bliver indskrevet som medfortællende fortællerstemme sent i filmen af en årsag, som på meget tilfredsstillende vis bliver tydeligt i slutningen.
Det æstetiske – kameraarbejdet, klipningen, det genrebrogede og kosmopolitiske soundtrack – fremstår på en gang ungdommeligt og båret af dyb menneskekundskab. Her er sekvenser af storbyens neonflimren, stambarens natlige magi og dagsbelyste affortryllelse, men også et blik for desillusion og selvhad.
Happy Together er en homofilm, men den ligner ikke andre homofilm.
Der er ikke et eneste misbilligende blik fra omverdenen, ingen diskussioner om skabe at springe ud af og ingen social kløft, der skal forceres. Selvhadet har heller intet med seksualitet at gøre.
I virkeligheden er Happy Together ikke en homofilm. Den har bare tilfældigvis to bøsser som hovedpersoner. I stedet er det en film om eksistentiel uro, kærlighed, relationsdynamik, sansningens forrang for den eksistentielle analyse.
Det er frem for alt en film, der kryber ind under huden og bliver dér, nu i snart 25 år og sikkert også i de næste 25.
Kommentarer