The Happytime Murders

Brian Henson, der er søn af den legendariske The Muppet Shows-skaber Jim Henson, har siden 2008 luftet idéen om at lave en vulgær dukkefilm for voksne.

Han er ikke den første, der kommer på den idé. Helt tilbage i 1989 instruerede en ung Peter Jackson den forskruede dukkemusical Meet the Feebles, hvor de Muppets-lignende dyredukker kneppede, drak, tog stoffer og sang om sodomi.

Nu er det om sider lykkedes for Brian Henson, og resultatet er en parodi af Chinatown, hvor dukker er Los Angeles’ marginaliserede befolkningsgruppe.

Her må den tidligere politibetjent og dukke Phil Philips løse en række mord på skuespillere fra en 90’er-sitcom kaldet The Happytime Gang, da han selv beskyldes for at stå bag dem. Ved hans side er den gamle politimakker Connie Edwards (Melissa McCarthy), der slynger om sig med racistiske bemærkninger om dukker og deres plads i samfundet.

Det kan minde om Robert Zemeckis’ Hvem snørede Roger Rabbit?, der også foregår i Los Angeles’ filmindustri og bruger mishandlingen af tegnefilmfigurer til en satire over USA’s systematiske racisme mod afroamerikanere.

The Happytime Murders virker til at være bevidst om ligheden, men formår aldrig at lave en satire over segregeringslovene. Og Connie Edwards bliver aldrig konfronteret med sine racistiske bemærkninger, men stopper ud af det blå med de bidske kommentarer til sin dukkemakker.

At Phil i sin tid var den første dukke til at blive politibetjent, har heller ikke megen relevans for selve mordmysteriet.

At en film, der kommer hertil med et minimum af markedsføring, ikke lever op til Zemeckis’ mesterværk, er næppe overraskende. Til gengæld er det chokerende, så tam filmen egentlig er.

Brian Hensons dukker knepper, myrder og bander præcis ligesom Peter Jacksons Feebles, men uden at det rører én det mindste. Man har nemlig valgt at fjerne samtlige hårde elementer. Dukkerne bløder således ikke, når de bliver skudt. De sniffer sukker med Twizzlers i stedet for coke, og deres sæd består af silly string.

Vittigheden er naturligvis at lave en kontrast mellem det barnagtige og det voldelige. Men det ville unægtelig have været mere chokerende, hvis dukkerne rent faktisk sniffede coke og eksploderede i en sky af blod, når de fik pløkket knoppen af.

En enkelt gang fungerer chokhumoren. Da Phil tager til en pornobiks, ser man i baglokalet en blækspruttedukke malke en kodukke, som stønner i ekstase.

Men Brian Henson er så stolt af scenen, at han ikke kan nære sig for at genbruge den under rulleteksterne. Referencen til tentakelporno er indlysende, men en kos yver er altså ikke et kønsorgan!

Det meste af filmen, som kun med besvær får slæbt sig over 90 minutter, går med endeløse forklaringer på Phils fortid i politiet. Først hører vi om fortiden gennem Edwards. Så finder Phil nogle avisudklip frem, der gennemgår den samme historie. Senere gentages den i Phils voice-over, og endelig ser vi det hele udspille sig i et flashback.

Bedre bliver det ikke, når filmen forsøger at være morsom – som når forskellige personer bliver ved med at tro, at Edwards er en mand, fordi hun har detektivuniform på. Og på soundtracket spilles alt fra Rick Ashley til LMFAO i et desperat forsøg på at få et fnis ud af publikum.

Det tamme manuskript lader en guldgruppe af talentfulde komikere i stikken: Elizabeth Banks, Leslie David Baker, Joel McHale og Melissa McCarthy. Selv Maya Rudolph er neglebidende usjov. Hun formåede ellers som den eneste at være sjov i Adam Sandlers Drengerøve, men det tætteste, hun kommer på morskab i The Happytime Murders, er at gemme en halvspist banan i sin håndtaske.