Harald og den magiske blyant

Herhjemme siger børnebogserien Harold fra 1950’erne nok de færreste noget. Men er man opvokset i USA, er fireårige Harold omtrent så uundgåelig, som Den lille prins er i Frankrig, og Cirkeline er det herhjemme.

Ligesom Cirkeline kan Harold bryde den fjerde væg og tale direkte med sin skaber, som i hans tilfælde er forfatteren Crockett Johnson.

De unikke historier om Harolds eventyr er letforståelige. Men de håndtegnede billedbøger har samtidig en kant af eftertænksomhed, der har gjort især Harold and the Purple Crayon til en klassiker blandt voksne.

Som titlen på bogen afslører, er helten udstyret med noget ganske særligt.

Nemlig et stykke lilla farvekridt, som kan få alt, hvad han tegner, til at blive virkeligt. Derfor står den på blåbærtærte og sjove påfund som rulleskøjter og propelfly dagen lang, lige indtil tingene går skævt. For selvfølgelig er moralen, at med stor magt følger stort ansvar.

Harald og den magiske blyant begynder i den tegnede 2D-stil, som Crockett Johnsons billedbøger er kendt for.

Mens en gammel stemme fortæller, ser vi Harald (Zachary Levi) vokse sig stor, mens han med lilla streg skaber sine trofaste venner Elg og Pindsvin. Med tiden melder eksistentialistiske spørgsmål sig dog, som Harald i dialog med forfatteren forsøger at få svar.

”Hvorfor har du egentlig skabt mig?” spørger Harald en dag, men bliver kun mødt af stilhed.

I håbet om at få flere svar beslutter Harald, Pindsvin og Elg sig for at træde ud af bogen og tage til den virkelige verden for at finde Crockett Johnson. De tegner en portal, som gør dem til menneskelige figurer og fører dem direkte til travle New York. Her møder de et barn (Benjamin Bottani), hvis enlige mor Terry (Zooey Deschanel) modvilligt lader dem overnatte.

Har man set den charmerende Disney-familiefilm Fortryllet (2007) med energiske Amy Adams i front, er ovenstående scenarie ikke svært at forestille sig.

Her ryger helten også gennem en portal fra en illustreret 2D-virkelighed til en komisk linedans ud i tre dimensioner i New York. Her møder hun en enlig far, som modvilligt lader hende overnatte, indtil sød musik opstår!

Den altid overgearede Zachary Levi (Chuck) har fornøjelsen af at spille den eventyrlystne, menneskelige version af Harald. Han er kendt fra den udskældte DC-katastrofe, Shazam!, hvor et barn bliver forvandlet til en fuldvoksen superhelt.

Shazam-energien har Levi overført til Harald. Og hvis man skal være diplomatisk, ser det virkelig ud til, at den forvoksede teenager har haft en fest. Der er nemlig ikke andet end ballade på programmet i hans ulideligt sukkersøde portræt.

Hvorfor man har gjort barnet Harald til en voksen mand og adapteret bogen til ukendelighed, er et mysterie. Men den useriøse tone passer fint til den magiske farveblyants fantasiløse kreationer, og midt i rodet bliver missionen om at finde Crockett Johnson sparket til hjørne.

Den tandløse omgang er instrueret af Carlos Saldanha (Ferdinand), som har huseret på animationsselskabet Blue Sky Studios. Det blev opkøbt af Disney og nedlagt, da det ikke har leveret nævneværdig kvalitet siden 2002, hvor verden blev beriget med den første Ice Age-film.

Bedst fungerer Gary (Jemaine Clement). Han er en tyssende, børnehadende bibliotekar om dagen og ambitiøs fantasy-fan-fiction-forfatter om natten.

Han har udset sig Terry som sin muse. Hun afviser ham konstant, men han tager det alligevel meget tungt, da Harald begynder at overnatte hos hende.

Gary er ikke ond. Han er bare en voksen, der har mere fantasi end, hvad der er normalt. Hans skriverier om noble riddere og drager er dog ikke særligt overbevisende, og han kunne godt bruge et lille ekstra skub til at få sat gang i kreativiteten. Her er den magiske blyant selvfølgelig et kærkomment redskab.

Den newzealanske komiker Jemaine Clement gør det afbalanceret godt og kikset i den sjove, kærlighedssyge rolle, der er overgearet og mærkelig, men i det mindste har en snært af morale over sig.