A Hard Day’s Night

Der har hverken sat sig fedt eller fluer på den første film med The Beatles. A Hard Day’s Night blev optaget i marts og april 1964. Det lykkedes også at færdiggøre et studiealbum, bandets tredje, som lå klar til premieren i juli. I juni turnerede gruppen, og næppe var biohittet i hus, før EMI pressede på for at få et nyt album til julehandlen. Der var næppe et musiknavn, som knoklede mere ihærdigt.

Når A Hard Day’s Night i dag holder bedre end filmen Help! (1965), skyldes det den dokumentariske faktor.

Trods talrige kunstgreb og tekniske finesser, giver filmen en ret realistisk skildring af hverdagen, som den formede sig for John, Paul, George og Ringo i foråret 1964. Da filmen blev planlagt, var feberen et lokalt fænomen. Så brød Beatles igennem i USA, og begejstringen nåede psykotiske højder. Der er ikke pyntet på virkeligheden. Der er snarere skruet ned for musikken.

Manuskriptet til filmen blev skrevet af Liverpool-forfatteren Alun Owen. Fiktionen er, at publikum følger to hektiske dage. Alle fire beatler spiller en stiliseret version af sig selv. Lennon er klovnen og anarkisten, McCartney det charmerende dydsmønster, Harrison er den stille knægt og Starr den joviale dosmer. Det kan ikke undre, at gruppen endte med at hade de karikerede selvportrætter.

Instruktøren Richard Lester var håndplukket til opgaven, fordi han havde erfaring med at arbejde hurtigt, billigt og frem for alt humoristisk.

Lester havde hjulpet Peter Sellers og Spike Milligan, to af John Lennons egne idoler, med at overføre radiosatiren The Goon Show til tv-mediet. Lester havde flair for det absurde. I 1960 var The Running Jumping & Standing Still Film, en kortfilm med Sellers og Milligan, nomineret til en Oscar. Den introducerer alle de tricks, som Lester bruger i A Hard Day’s Night.

Filmens tour de force er det første kvarter, hvor de fantastiske fire uden forklaring tager toget fra Liverpool ned til London. På vejen bliver de nidstirret af forstokkede pendlere, som mener at have ret til ro i kupeen, og det lykkes at holde gang i fiktionen om Pauls ”anden bedstefar”, der lukrerer på barnebarnets succes.

Sekvensen er en kæde af visuelle gags og hurtige one-liners. Først da bandet sætter sig for at spille kort – The Liverpool Shuffle – og synge playback til Lennons I Should Have Known Better, begynder omdrejningshøjden at aftage. Faktisk er det ofte sangene, som trækker tempoet ned, skønt samtiden så dem som highlights.

Bandet bliver tvangsindlagt til at besvare fanpost, får stillet idiotiske spørgsmål af overbærende journalister og trækkes fra den ene scene til den anden. De er altid sammen og har aldrig et øjebliks eftertanke. Man kan allerede høre distancen i de ironiske svar, men trods alt viser filmen en gruppe, som stadig synes, det hele er sjovt. Først i Help! bliver trætheden synlig, skønt sangene er mere interessante.

Filmen står fantastisk flot i en ny digital 4K-restaurering. Lyden er oprenset og bearbejdet i surroundkvalitet. Det er noget af en tilsnigelse. Det oprindelige lydspor var klar, mægtig mono, der gav fuld effekt til elementer som Harrisons tolvstrengede guitar og bandets glæde ved harmonier, der var lagt i lag på hinanden.

Både Help!, tv-filmen Magical Mystery Tour (1967) og animationsfilmen Yellow Submarine (1968) er restaureret i nyere tid. Til gengæld mangler dokumentaren Let It Be (1970). Den begyndte som et arbejdsportræt, men endte med at vise nærbilledet af et band i opløsning. Det er her, at man ser den berømte koncert, hvor Beatles for sidste gang spiller sammen på taget af Apples hovedkvarter.

A Hard Day’s Night står distancen. Det er smukt, at den får en stor repremiere.