Hvem har ikke prøvet at vågne om morgenen med ondt i hovedet og hukommelseshuller?
Men de færreste har fået en lige så dårlig start på dagen som Henry, der vågner med ar på brystet – og mangler en arm og et ben.
Heldigvis er konen Estelle (Haley Bennett) – som Henry ikke genkender – tilsyneladende super-bandagist. Så Henry får robotproteser monteret på kødstumperne. Han kan dog ikke tale.
Men så bliver alt kaos, og sådan fortsætter resten af den russisk-fødte punkmusiker Ilya Naishullers debutfilm. Banditter bryder ind i laboratoriet, hvor Henry lappes sammen. De ledes af en russisk karikatur af en skurk, Akan (Danila Kozlovsky), komplet med fedtet, skulderlangt platinhår og telekinetiske superkræfter.
Estelle kidnappes, og Henry jages på flugt i et voldeligt Rusland. Eller nærmere: Vi jages på flugt i et voldeligt Rusland.
Hardcore forsøger at gøre publikum til hovedpersonen ved at vise alt fra Henrys synsvinkel. Det er et interessant stilistisk valg i en tid, hvor virtual reality er ved at bryde igennem.
Eksperimentet fungerer bare ikke i den her actionfilm.
På et tidspunkt kaster Henry sig gennem et vindue og lander på et ungdomsværelse, hvor der hænger en plakat af Robert Montgomerys Lady in the Lake fra 1947 – en pionerfilm, der er blevet berømt for at være fortalt fra hovedpersonens synsvinkel.
I dag er pov-teknikken i actionfilm mulig på grund af små GoPro-kameraer, men det hører stadig til sjældenhederne, at det gøre så konsekvent som i Hardcore.
Måske skyldes det simpelthen, at det på film er nærmest umuligt at udviske distancen mellem karakter og tilskuer. Hvor man i computerspil selv vælger, hvad der skal ske, så er alt bestemt på forhånd i en films manuskript.
På film kan man i stedet etablere et forhold mellem karakterer og publikum, blandt andet gennem nærbilleder af ansigter og øjne. Det får vi ikke noget af i Hardcore, og samtidig udebliver fornemmelsen af at være den kybernetiske og overmenneskelige slagsbror Henry.
Til gengæld er der læsterlige smæk for skillingen fra start til slut i de ganske velkomponerede actionscener. Knive tvinges gennem halse, og der leges med lig, som bloddryppende kastes rundt i et frenetisk tempo. Og Henry er en habil parkour-udøver.
Desværre punkterer aldeles bøvede kommentarer alt for ofte det hele.
Henry er på en vild jagt efter mening og sin mystiske kone. Han får hjælp af briten Jimmy (Sharlto Copley), der er glad for udklædning og musicals, og som åbenbart ikke kan slås ihjel.
Da Jimmy finder ud af, at Henry ikke kan tale, udbryder han for voldsomt: ”Du er sgu Charlie Chaplin! En anden får forklaret Henry, at han er ”half machine, half pussy”. Og Akans håndlangere hedder Slick Dimitry!
Det hele akkompagneres af et pulserende, stressende soundtrack, som ihærdigt forsøger at minde os om, at Henrys kvababbelser er alvorlige nok. Han ender på et tidspunkt på et russisk bordel. Stedet er ikke vigtig for historien, men fungerer som en undskyldning for at vise kvinder i meget lidt tøj.
Filmen er inspireret af en musikvideo til nummeret Bad Motherfucker, som Naishuller instruerede for sit band Biting Elbows. Også den er gennemsyret af drengerøvshumor og en fascination af computerspil.
Men hvis man ikke er rigtig sjov, så er det en dårlig idé at plastre sin actionfilm ind i jokes.
Kommentarer