Harepatruljen: Det store æggekup

Påsken er kristne helligdage, men efter en tur i den kapitalistiske maskine har chokoladepåskeæggene i høj grad overtaget fokus.

I Harepatruljen: Det store æggekup er påskeæggene ganske vist ikke af chokolade, men vigtigheden af dem er lige stor.

Max er påskehare, men han er også en byhare. En underkategori af harer, mange nok ikke skænket en tanke, men ikke desto mindre bliver han set ned på af de andre harer, der bor i skoven.

Med sneakers og hue med huller til ørerne klæder livet som storbyhare Max godt. Alex Høgh Andersen (Nattevagten – Dæmoner går i arv) spiller Max med kækhed i stemmen i den danske versionering.

Påskeharernes magiske Guldæg har udvalgt Max til mesterharekandidat. Hvad titlen som mesterhare indebærer, hopper harerne let og elegant over.

Med de lange ører flagrende i vinden kører Max hjem til påskehareakademiet i håb om at blive valgt til mesterhare. Men hans bydrengsattitude og smart-i-en-fart-kommentarer falder ikke i god jord hos de andre mesterharekandidater, og han må sande, at hans egoshow ikke dur, hvis han vil være mesterhare.

Det må han gøre i en fart, for uden for påskeharernes byport lurer farerne. Påskeharernes magtfulde Guldæg bliver sort, og det kan kun betyde én ting: Påskens overlevelse hænger i en tynd tråd.

I storbyen nåede Max at gøre sig uvenner med harebandelederen Leo, og det kommer til at bide ham i halen.

Leo er en vaskeægte bad boy med stretch i øret og piercing i halen, der på sin dieselspruttende motorcykel kører rundt og skræmmer små harekillinger.

Han har set sig sur på Max og de andre påskeharer. På sit hævntogt støder Leo ind i rævefamilien, der bor ved siden af påskeharernes by. Over for dem afslører han sin plan om at stjæle alle påskeæggene og forpurre påsken.

Det er søde ord i rævenes trekantede ører. De går nemlig og pønser på, hvordan de kan realisere deres egen drøm om at overtage påsken og erstatte påskeharen med den mindre kendte påskeræv.

Men rævene har svært ved at gennemføre nogen af deres planer, og det bliver et af filmens genkomne komiske indslag.

Ferdinand er rævtræt af sin uduelige familie og beslutter sig for at ville hjælpe harerne med at stoppe Leo og resten af rævefamilien fra at afskaffe påsken.

Men kan harer og ræve ændre deres lange historik og gøre fjendskab til venskab?

Harepatruljen tyer til det velkendte plot, hvor en profeti sender en usandsynlig kandidat ud på en farefuld færd for at redde verden.

De gode er gode, de onde er onde, og så er det ikke sværere. Men en flig af nuance er der plads til i påskeharernes by.

Max og Ferdinand må lære at acceptere hinandens forskelligheder. Ferdinand må lægge sine harespisende smagsløg på hylden og ty til den veganske kost, som er ”meget populær inde i byen”.

De utallige magiske genstande, trylleremser og betydningsfulde titler flyder imellem hinanden, og det kan være svært at bevare interessen for alle de påskeæg, der bliver kastet i luften.

Men det gør ikke så meget. Filmen er ikke i sig selv kompliceret. Den berører ikke påskens oprindelse eller andre komplicerede emner, men derimod er den let og indbydende med et fint indflettet budskab om diversitet.

Da Ferdinand spørger, om der kan være plads til en ræv som ham i hareflokken, svarer de, at det er ligesom med påskeæg: Jo flere farver, jo bedre.

Meget finere bliver det ægge.