Pensionist-ægteparret Harold og Maureen Fry lever stille og roligt med deres daglige vaner på en søvnig villavej i Sydengland.
Men så får Harold et brev.
En tidligere kollega er kommet på hospice med terminal kræft. Sporenstregs skriver Harold et brev til hende, selv om konen synes, han kan nøjes med en e-mail.
Harold går ud for at poste brevet.
Men et tilfældigt møde med en ung tankpasser, hvis tante også er kræftsyg, får ham til at ændre kurs. Helt uden forvarsel og iklædt vindjakke og sejlersko begynder han at gå op til den dødssyge kvinde 800 kilometer nordpå.
Og han vil gøre det konsekvent til fods, mens han messer, at hun ikke må dø.
Den britiske forfatter Rachel Joyces debutroman Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd blev i 2012 en øjeblikkelig bestseller og indstillet til Man Booker-prisen samt oversat til dansk. Hun har selv skrevet manuskriptet til filmatiseringen af sit eventyr på fodrejse.
Harold vandrer op igennem Storbritannien, mens han genser sit tidligere liv i fragmentariske flashbacks. Imens går konen derhjemme og hører sporadisk fra ham via post, telefon og medier.
Hun ved ikke, om hun er købt eller solgt.
Undervejs er der scener fra et frigidt og farveløst ægteskab, som vi kender det fra mange engelske livsstilsfilm. Noget gik galt på vejen til sølvbrylluppet, for inden for murene er de eneste flammer at finde i parrets kamin.
Samtidig ved vi jo, at englændere aldrig har været særligt åbenmundede med hensyn til følelser og det, som ligner.
Mens Harold går og går, forstår vi langsomt årsagen til hans forunderlige færden. Han møder forskellige mennesker, hvoraf de fleste faktisk er hjælpsomme samfundsborgere. En enkelt er sågar en barmhjertelig samaritaner.
Harold får også en herreløs hund. Og følgesvende fra nær og fjern. Det gør hans personlige fodrejse til en veritabel pilgrimsfærd – også i pressen.
Bag filmens lidt socialrealistiske signalement af et kriseramt England er her tale om noget så sjældent som en religiøs feelgood-film. Med en mirakuløs og manifest kristen klangbund. Efterhånden som filmen nærmer sig klimaks, og Harold nærmer sig hospicet, stiger antallet af sørgende strygere på lydsiden.
Lyset over det smukke England bliver til et himmelsk skær og lyset i et stykke simili til guddommelige gløder.
Hettie Macdonald står for instruktionen, der er lydefri, men også ret ligegyldig.
Jim Broadbent er fyldestgørende som vandrende Harold, der med gråd og tænders gnidsel soner for sine ægteskabelige fejltagelser.
Penelope Wilton, som vi fra Downton Abbey kender som en skuespiller med sort bælte i britiske bekymringer, er den flegmatiske hustru, der fjernvarmer husbonden undervejs og siden indser fodrejsens nødvendighed.
Andre skuespillere er lige så gode som skæbner ved vejen. Til gengæld er der ikke meget af den altid vederkvægende britiske humor.
Filmen bliver desværre aldrig rigtigt vedkommende, fordi den glemmer historiens kerne. Nemlig parrets fortabte søn, der er familiens iboende traume og sjælesorg.
Det skyldes nok, at bogens forfatter også har skrevet filmens manuskript. Derfor har instruktøren ikke kunnet, turdet eller måttet skære ind til det tematiske ben om to menneskers sorgarbejde og soning.
Ofte bliver romaners sidehistorie på film enten energisk ekspliciteret eller skåret væk. Rachel Joyce har beholdt handlingens sidespring om ungdomsnarkomani og udlændinges dårlige kår, men de er kun sporadisk nødvendige for helheden.
Hun tager åbenbart ikke højde for, at en spillefilm har anderledes episke spilleregler end litterære tekster. Så Harolds pilgrimsfærd ender mere småkedelig end usandsynlig.
Kommentarer