Der ligger uden tvivl en dobbelt betydning i titlen på krimidramaet Harry Quebert-affæren.
Serien, der herhjemme kan ses på C More, er baseret på Joël Deckers bestseller med den lidt længere titel: Sandheden om Harry Quebert-sagen.
En hemmelig og forbudt kærlighedsaffære er omdrejningspunktet for fortællingen, som hurtigt bliver til en kriminalaffære, da liget af en ung pige dukker op 33 år efter hendes sporløse forsvinden.
På papiret er det velkendte og lovende kræfter, der står bag Harry Quebert-affæren.
Patrick Dempsey, som mange nok kender fra Greys hvide verden, spiller titelrollen. Instruktøren er franske Jean-Jacques Annaud, der har lavet navnkundige film som Rosens navn, Syv år i Tibet og Enemy at the Gates.
De kræfter er dog komplet spildt på Harry Quebert-affæren, som ligner et venstrehåndsarbejde uden meget engagement og troværdighed.
Serien har ellers alt det, der skal til for at skabe en saftig og gådefuldt spændende fortælling om jalousi, kærlighed, menneskets skyggesider og kunst.
Det er samtidig bare også ingredienser, der nemt kan danne grundlag for et overgjort og soapet drama fuld af floskler. Og Harry Quebert-affæren ender desværre mest som det sidste.
Forfatteren Harry Quebert anklages for mord, da liget af Nola (Kristine Froseth) bliver gravet op i hans baghave. Igennem fyldige tilbageblik til 70’erne finder vi hurtigt ud af, at Harry Quebert og Nola som unge havde en hemmelig kærlighedsaffære, der ikke huede alle i den lille by Sommerdale på den amerikanske østkyst.
I seriens nutid peger det meste på, at Harry har dræbt og begravet Nola. Men da han bliver anholdt, beslutter hans unge forfatterkollega og protegé Marcus Goldman (Ben Schnetzer) at forsvare ham.
Marcus stabler sin egen efterforskning på benene og graver sig langsomt længere og længere ned i lillebyens hemmeligheder og intriger. Både for sin gamle læremesters skyld, men også fordi sagen pludselig løsner op for den skriveblokade, Goldman har kæmpet med og giver ham ny inspiration.
Man kommer meget nemt til at tænke på en anden og lignende serie, nemlig The Affair, når man ser Harry Quebert-affæren.
Foruden navneligheden har de to serier nemlig også en forbudt kærlighedsaffære, en forfatter som hovedperson, det intrigante lillebyliv og de tvetydige tilbageblik tilfælles.
Og ligesom The Affair undervejs har haft svært ved at skabe balance mellem dramaet, krimigåden og soap-elementerne, er det også her Harry Quebert-affæren fejler.
Seriens klart største problem går dog på troværdigheden. Der er simpelthen for meget, der skurrer og forstyrrer.
Unge Ben Schnetzer er direkte utroværdig som forfatteren, der med Yahya Hassan-fart er blevet en litterær stjerne i USA. Schnetzer tilfører overhovedet ikke rollen som Marcus den eftertænksomhed eller intellektuelle klangbund, som man forventer af et litterært stjerneskud. Forfatterlivet portrætteres overfladisk og klichéfyldt.
”Det er som et mareridt, jeg ikke kan vågne op fra,” lyder det, da Harry Quebert beskriver sin situation. Desværre er den slags floskler kendetegnende for serien.
Seriens nutid udspiller sig i 2008, og sjovt nok virker hele Harry Quebert-affæren, som om den også har ti år på bagen.
Man skal nemlig se alenlangt efter den fornemme berettekunst og høje produktionsværdi, der i dag kendetegner mange serier. Især overgøres musikken som virkemiddel og fylder alt for meget, så man aldrig er i tvivl om, hvad serien vil have én til at føle.
Det er trættende, og derfor føles Harry Quebert-affæren i store træk bedaget og sjusket.
Kommentarer