Bortset fra mere fermt design og eksekvering adskiller svenske politiserier sig fra de danske ved, at de er utroligt voldelige, brutale og våbenberedte.
Skydevåben er oftere relevante i de hårdtslående sager på den anden side af Øresund.
Johan Falk og A-gruppen bruger specialkorps (ankommer fra oven via helikopter), lygter i politihjelmen og tunge håndvåben. Selv den sendrægtige Kurt Wallander har en skånsk skyder som sambo. Sågar i de tand- og talentløse skærgårdskrimier går strissere med pistolen spændt klar nede på stranden.
Imens danske fjernsynsstrømere gerne er kluntede og hellere vil have en bajer end en biljagt, har vor nabos polis fingeren på aftrækkeren i fuld fart, dag og nat.
Det gælder også denne nye af slagsen, Viaplays serie Hassel.
Ny og ny er nok så meget sagt. Den handler om den hårdkogte superstrømer Roland Hassel, som den svenske forfatter Olov Svedelid søsatte i 1972 og siden udgav 26 bind om. Den er meget populær i hjemlandet og blevet filmatiseret flere gange. Senest i 2012 med dengang 69-årige Lars-Erik Berenett i en rolle, han gjorde til sin egen på samme måde, som Jean Gabin i sin tid gjorde kommissær Maigret til sin.
Nu er det den slanke Ola Rapace, der gestalter strømeren, som går sine egne veje og gradbøjer loven på måder, der bestemt ikke er politisk korrekte i Forbudssverige.
Hvor Berenett på grund af statur og alder spiller Rolle (politimandens kælenavn blandt kvinder, venner og fjender) som den modne bamsefar, der endnu kunne cirkelsparke og skallenikke, er Rapace ungdommeligt adræt og spændstig. Mere sexet for dem, som elsker mænd med maver som strygebræt og muskler af stål.
Allerede i første scene af første afsnit leverer han bøllebank til en skidt karl fra underverdenen. Ola Rapace har genremæssigt stået i god lære som hårdtslående sidekick og sympatisk svigersøn til Kurt Wallander. Ved sin side har Rapace andre kendinge fra serier af denne art. Som den glimrende Shanti Roney, der spiller den både brave og bløde Paul Hjelm i tv-føljetonen over Arne Dahls A-gruppen.
Men for os, der elsker genren, er det klart som et knojern, at det er den franske kultserie Braquo fra 2009, der er seriens absolutte forbillede. Samme blådunkle toner i farverne, distante og håndholdte kameraføring, som flirter uhæmmet med det dokumentariske look, intenst tempo og febrilsk klipning svøbt i metallisk inciterende pigtrådsmusik, præger Hassel.
Den foregår i en mørklagt storby, hvor politi og tyve overarbejder om natten, skyder før de spørger, og hvor den primitive kriminalitet på gadeplan i sidste ende har sleske tråde til magtens korridorer.
Her staves død med samme ”d” som i departementschef og direktør.
Ola Rapace ligner sågar den franske series hårdkogte antihelt. Sortklædt i læder og tophue, tilpas stikkende skægstubbe under et sinistert blik, der kan veksle mellem det benhårde og bedrøvelige. Tilsyneladende mere til spontan sex under bruseren end missionærstilling i ægtesengen.
Hassel er krydret med det, resten af verden kalder for Nordic Noir, hvor der pendles mellem knippelsuppe i parkeringskælderen og kaffe på kanden i privaten. Korpset kommer forbi på dødsruten, får en dram eller to, og så ses vi kanske i lighuset i vandret eller lodret stilling.
Først i serien får Rolands gamle ven, mentor og reservefar Yngve, en sen nat akut blyforgiftning fra en velsmurt pistol. Roland sværger personlig hævn og samler venner fra nær og fjern på begge sider af loven for via stikkere og spioner at finde gerningsmændene.
Lyder det bekendt?
Alt er behageligt underholdende, men lige så originalt som ostechips. Der er dog dømt effektiv levering af klippefaste klichéer, som skæret af udrykningens blålys under en biljagt med strissere og sirener, bisser og blondiner.
Noget, du enten elsker eller hader.
Kommentarer