En dansende lysestage svæver midt i korridoren, der langsomt strækker sig, indtil endevæggen forsvinder i skyggerne. Loftet løfter sig og spænder tapetet ud. Bruden i maleriet er forsvundet. Rammen er tom, og da klokken slår midnat, svæver hun bleg og truende midt i stuen.
Filmens verden mangler ikke eksempler på hjemsøgte huse, der driver gæk med dets beboeres forstand. The Haunting, The Shining, Poltergeist, Beetlejuice, Nattens dæmoner, Crimson Peak og den animerede Monsterhuset må nu gøre plads til endnu en titel i genren.
Gyserkomedien Haunted Mansion er baseret på Disney Land-forlystelsen af samme navn, og toner fra forlystelsens ikoniske sang Grim Grinning Ghosts høres med jævne mellemrum i soundtracket.
Det er ikke første gang, at den formidles til det store lærred.
Eddie Murphy har hovedrollen i The Haunted Mansion fra 2003, og i 2021 kom kortfilmen Muppets Haunted Mansion på Disney+.
I den nye film har Ben Matthias (LaKieth Stanfield) afskåret sig fra andre mennesker. Han er forknyt og dyrker sorgen over tabet af sin kone på bunden af en flaske.
Han var engang en dygtig astrofysiker, men er blevet bandlyst fra sit fag, fordi han eksperimenterede med kameraobjektiver, der kan fotografere åndeverdenen.
Da en mor (Rosario Dawson) og hendes unge søn flytter ind i et kæmpe palæ, overtales Ben til at dokumentere de kraftfulde og aggressive genfærd, der hjemsøger dem.
Stedets tidligere ejer har – ligesom Ben – ikke kunnet give slip på sin afdøde kone. I sin søgen efter hende har han udvisket grænsen mellem de døde og de levende og gjort huset til hjemsted for en paranormal ondskab, der trækker Ben ind i et komplot, som går langt ud over de levendes rige.
Med et umage hold bestående af en evindeligt optimistisk præst (Owen Wilson), en forretningsorienteret clairvoyant (Tiffany Haddish) og en universitetsprofessor med et dårligt hjerte, men med en uundværlig viden om palæets historie (Danny DeVito) må Ben løse mysteriet.
Og selv om Haunted Mansion er en komedie, er den faktisk temmelig uhyggelig i første halvdel af filmen, som er den bedste og mest underholdende.
Palæet er fascinerende i sin umiddelbare uhygge, sådan som det troner faretruende frem og kaster lange skygger over omgivelserne.
Lyden af kniiirkende døre og gamle knagende gulvbrædder vibrerer og dør hen i palæets højloftede værelser. Spindelvæv i hver en krog og tunge træmøbler dækket til med støvede lagner skaber en dragende stemning.
Huset er så gennemført, at det i sig selv får hårene til at rejse sig. Og man må sige, at genfærdene har dramatisk flair. De venter pænt med at svinge øksen, indtil de har gjort en gyselig entré.
Frygten for, at karaktererne vil komme noget alvorligt til i mødet med gespensterne, bliver mindre, som historien udfolder sig. I filmens anden halvdel må uhyggen vige til fordel for afviklingen af historien, og herefter er filmen hovedsagelig en komedie.
Humoren fungerer til gengæld langt hen ad vejen.
Som i et af filmens ømme øjeblikke, hvor Ben fortæller om sin afdøde kones junk food-spisevaner, og Danny DeVitos karakter udbryder, at hun måtte have haft et enormt kolesteroltal. Det hjælper Ben med at grine, når de sorgfulde minder trænger sig på.
Det dysfunktionelle hold af spøgelsesjægere danner grobund for skæve sammenstød. Nogle jokes falder til jorden, men de leveres af karismatiske skuespillere og bliver derfor aldrig ødelæggende.
Til sidst bliver plottet unødvendigt indviklet, og slutningens visuelle fyrværkeri føles distanceret som et stort special effect-slag.
Hele tiden rumsterer historien om at leve med en bundløs sorg, som instruktør Justin Simien og manuskriptforfatter Katie Dippold godt kunne have gået et spadestik dybere ned i. Hvordan giver vi slip på de døde?
Men når Haunted Mansion er bedst, kryber vi nysgerrigt og vagtsomt igennem et palæ, der kan finde på hvad som helst. Vi leder efter kilden til mystikken, som der heldigvis er masser af.
Kommentarer