He Named Me Malala

Malala. Det er et navn, alle bør kende og tænke på med ydmyghed.

Malala Yousafzai er en ung pige, der turde tale imod Talibans regime i sit hjemland Pakistan. Da hun var blot femten år, blev hendes skolebus standset, og en fra Taliban skød hende i hovedet.

Men hun overlevede, og kuglen fjernede ikke hendes ukuelige vilje og evne til den i dag stadig at tale højt og klart om sin hjertesag: retten til uddannelse for piger.

Malalas historie er en af vor tids store heltehistorier. Desværre er dokumentarfilmen He Named Me Malala hende ikke værdig.

Selv om instruktøren hedder Davis Guggenheim – manden bag den Oscar-vindende dokumentar En ubekvem sandhed og Waiting for ”Superman” – så er det en spraglet, ufuldstændig beretning.

Filmen benytter sig af alt for mange fortælletekniske udtryk: animation, rekonstruktion, stillbilleder, arkivmateriale og så videre. En så stærk historie havde været tjent med en enkel fremstilling og mere styring med forløbet.

Filmens smukt animerede anslag er dog fascinerende. I Pakistan findes en legendarisk folkehelt: Malalai, en pashtun-pige, ser i 1880’erne, hvordan britiske kolonister er tæt på at besejre hendes folk. Hun finder et flag og løber mod den invaderende hær. Det indgyder hendes folk mod, og de ender med at vinde slaget. Desværre dør hun selv på slagmarken.

Hende er Malala opkaldt efter. Hendes far, Ziauddin Yousafzai, gav hende det navn, fordi det for ham betyder mod. Man skulle næsten tro, at han var synsk og vidste, hvad fremtiden ville byde hans datter.

Ziauddin siger, at han og Malala er én sjæl i to kroppe. Det er også derfor, filmen hedder He named me Malala. Derigennem understreges deres samhørighed.

Ziauddin, der var lærer og skoleleder i Pakistan, er bange for, at Malala vil bebrejde ham, at hun er blevet skudt af Taliban. For i filmen finder vi ud af, at han opfordrede hende til at skrive den anonyme blog for BBC, der blev startskuddet for Malalas kamp mod Taliban og for pigers ret til uddannelse.

Men da Malala kommer til sig selv på hospitalet i England, hvor hun blev fløjet til efter attentatforsøget, spørger hun som det første efter sin far. Hun bebrejder ham ikke.

”Jeg har selv valgt det her liv. De kan ikke stoppe mig,” siger hun, mens hun kigger direkte i kameraet med sine store, nøddebrune øjne.

Det stærkeste i filmen er de optagelser fra lokal-tv, hvor Malala stadig bor i Pakistan. Som bare tolvårig taler hun med klokkeklar røst mod Talibans kvindeundertrykkelse. Vel vidende, at folk, der åbenlyst gjorde oprør mod dem, var i fare for at blive myrdet.

Igennem atten måneder følger dokumentarholdet Malala og hendes familie, der også tæller to yngre brødre. Det er dejligt at se, at hun også er en helt normal pige på mange punkter. Hun går op i sin skole, i (flotte) sportsstjerner – og rejser rundt til tredjeverdenslande for at tale for pigers ret til skolegang.

Hun modtager også international anerkendelse og priser. Hun er i The Daily Show med Jon Stewart, hvor hun siger: ”Jeg tror, kvinder er stærkere end mænd,” mens hendes far ser på og smiler lykkeligt.

Men Malala siger senere til instruktøren, at hun ikke kan have en kæreste ligesom sine engelske skoleveninder. Det kan hendes brødre til gengæld. Hun bliver bare ikke spurgt om hvorfor. Er det, fordi hun er genert? Eller er det, fordi hun ikke synes, det er passende for en kvinde?

Da hendes bror bliver spurgt, om Malala må tage en kæreste med hjem, siger han uden at tøve: ”Selvfølgelig!”

Hendes forældre bliver slet ikke spurgt om det.

Det er en mærkelig kontrast, når Malala samtidig ikke vil ligge under for sin mors gammeldags holdninger om, at kvinder skal kigge i jorden, og tilsvarende underkuede reaktioner. Hun vil have lov til at synge og gå på marked, og hun vil have lov til ytre sig.

Det sidste gør hun – og hun gør det godt!