Danmark har langt om længe fået sin egen vampyrserie – og endda én med så høj production value og så eksotisk kernedanskhed, at den kunne gå hen og blive en eksportsucces.
Seriens fem afsnit følger Sofie og Sebastian, der er tvillinger, tyve år, og opvokset på børnehjem. Og så er de vampyrer – ikke den slags med hugtænder, der drikker blod, men energi-vampyrer. Et kys dræner dig, og hvis de ikke stopper i tide, bryder offeret i flammer.
Sebastian (Sebastian Jessen) kan ikke kontrollere trangen, og i frustration nægter han at fortsætte som ufrivillig dræber. Han vil opklare mysteriet om sin herkomst for at få et andet liv.
Sofie (Julie Zangenberg) er kynikeren, der betragter mennesker som mad, ikke individer. Sebastian er plaget af menneskelig moral og problematiske følelser som tvivl, angst, lidenskab, forelskelse, ømhed, omsorg – tænk på det blodtørstige makkerpar Lestat og Louis fra En vampyrs bekendelser (1994).
Første afsnit tager søskendeparret tilbage til børnehjemmet, hvor de første spor venter: en seddel med navnet på en kostskole og en pige, Gertrud. Andet afsnit tager os til kostskolen, Ottmannsgaard, et dansk middelalderslot, som Jesper Tøffner har fotograferet efter internationale håndværksstandarder. Den oldgamle bygning er gjort stemningsfuld (og yderst vellykket) gotisk med utallige rum, store smukke sale, lange mørke gange, og ikke mindst sære eksistenser, hvis hemmeligheder går flere menneskealdre tilbage.
Forstanderen Henrik Just (Nicolaj Kopernikus) har tre døtre, alle smukke, og med hver deres hemmelighed. Og så er der præfekterne, der er ansvarlige for at styre skolens kostskoleelever. Ligesom i Nordvest er Gustav Dyekjær Giese yderst velspillende og kameravenlig som lederen Ditlev. Og som hans kumpaner ses to andre danske talenter, Allan Hyde og Thomas Ernst.
Og også Ditlev har en familiehistorie med slottet – ja, tre generationer tilbage!
Ottmannsgaard har selvfølgelig også sit lokale spøgelse, som de nye elever skal møde i et indvielses-ritual ved søen, hvor hun gemmer sig. Spøgelset hedder Gertrud – og indtil nu har ingen mødt hende.
Sofie er kynisk, sexet, og kun interesseret i at tilfredsstille sit begær. Men hun er rædselsslagen for vand. Og selvom hun ikke elsker nogen eller noget, er hun alligevel intimt knyttet til Sebastian. Han er til gengæld forelsket i livet – det liv, han kan mærke (som for eksempel de tæsk, han får af Ditlev), men alligevel står udenfor.
Sofie og Sebastian er anderledes. Men er de i virkeligheden så meget anderledes end de andre? Hvilke hemmeligheder gemmer Ottmannsgaard på ud over Gertrud og fortidens synder? Hvad med nutidens uvæsen og helvedesafkom? Lurer de mon i kulisserne?
Heartless emmer af international succes og perversioner, provokationer og lidenskab. Den er stilsikkert og effektivt instrueret af Natasha Arthy, som vi kender fra det fine teendrama Fighter (2007).
Julie Zangenberg er arrogant og sexet på perfekt vis, mens Sebastian Jessen er moody og empatisk med hug af aggression og skjulte passioner. Hvis ikke serien var udviklet før premieren på Netflix’ varulve-serie Hemlock Grove, ville jeg have troet, inspirationen kom herfra. Der er samme Twin Peak’ske stemning, en blanding af syret humor, gotisk æstetik og pervers ironi. Det hele kombineres med et klassisk highschool-miljø, som man finder i den pænere vampyrserie-variant The Vampire Diaries.
Heartless er ikke en serie for alle. Men den er på niveau med Hemlock Grove og HBO’s konkurrerende varulve-serie Bitten fra de store internationale kabel-stationer. Og det er klogt tænkt med et tvillingepar, der indbyder både det mandlige og kvindelige publikum. Her er lige dele gys, mystik, drama, erotik og aggression. Jeg glæder mig til næste afsnit.
Kommentarer