Held og lykke, Leo Grande

En pensioneret religionslærer hyrer en ung, mandlig sexarbejder for at få sit livs første orgasme.

Det kunne være opskriften på en sexkomedie, man fniser sig igennem og så glemmer. Men Sophie Hydes anden film som instruktør er engagerende og forfriskende, fordi den netop ikke ter sig som forventet.

Nancy Stokes (Emma Thompson) har udstået pligtskyldig missionærsex gennem et langt ægteskab. Nu er hendes mand død, og hun har besluttet sig for at udvide sine seksuelle horisonter.

Hendes stævnemøder med sexarbejderen Leo Grande er fortalt med et smil på læben og en skarp sans for erotikkens akavede forhandlinger.

Men Katy Brands manuskript levner også plads til øjeblikke, hvor latteren forstummer. Filmen tager oprigtigt livtag med det at blive ældre, leve med familietraumer og konfrontere magtmisbrug med oprejst pande.

Uden at blive prædikende er britiske Held og lykke, Leo Grande en budskabsfilm, der slår et slag for sex som en positiv kraft i verden – og for sexarbejderen som en sand samfundsven. At filmen slår pointen fast, mens den på voyeuristisk vis bygger op til øjeblikket, hvor den frustrerede Nancy bliver – lad os sige affrustreret – er filmens mest subtile vittighed.

Det er både en styrke og svaghed, at filmen har en indelukket, minimalistisk intensitet. Den er optaget under nedlukningen og udspiller sig næsten udelukkende på et anonymt hotelværelse med en anonym udsigt over en anonym engelsk by.

De sterile omgivelser virker som lydisoleringen i et pladestudie. Al omverdenens støj bliver filtreret fra, og scenerne får en nærmest hyperrealistisk intimitet. Det er samme effekt, mange i teaterverdenen dyrker i disse år.

Held og lykke, Leo Grande havde været omtrent lige så morsom på de skrå brædder. Og dog. For den afpillede stil illustrerer også den debat om autenticitet og ærlighed – og samtykke i alle former – der går gennem filmen.

Da Leo i filmens første scene klapper sin bærbare sammen og lægger ansigtet i forførende gigolo-folder, mens han går på arbejde ad en nysselig, brostensbelagt gade, virker det så konstrueret, at scenen lige så let kunne stamme fra en musical.

Selvfølgelig er Leo Grande ikke hans virkelige navn.

Hans sovekammermanér er nøje designet til at forføre og berolige i lige mål, og med sin fløjlsbløde irske stemme lyder han parat til at præsentere aftenjazz i radioen. Men den charmante facade er et røgslør over en mand, der har brugt år på at polere sine skarpe kanter væk, så der ikke er noget ved ham, andres fordømmelse kan hænge fast i.

Daryl McCormack, bedst kendt for en birolle i den britiske gangsterserie Peaky Blinders, er formidabel som Leo. Han er både sexet og sårbar og har en frigjort attitude, der vender Nancys nervøsitet til oprigtig selvransagelse.

Men det er utvivlsomt Emma Thompsons film, og hun giver sig modigt hen til en rolle som bornert kvinde fanget mellem liderlighed og indstuderet anstændighed.

Held og lykke, Leo Grande er blevet kaldt både ”feelgood” og ”hjertevarmende”, som passede den naturligt ind i samme romcom-tradition som Love, Actually.

Men filmen lægger ikke skjul på, at Nancy også er behovssyg, egocentrisk og fordomsfuld. Som lærer kaldte hun pigerne for ludere, når de troppede op i korte nederdele, og selv om hun nu selv går til en prostitueret, er hun stadig småborgerlig nok til at vælge en luksusmodel.

Hun er ikke typen, der køber vin fra nederste hylde, og hun kan ikke dy sig for at fortælle Leo, at hun forventer at få noget for pengene.

Ved at vise Nancys usympatiske sider gør Sophie Hydes fremragende film noget uventet og oprigtigt oplysende. Den udstiller – alene ved at bytte om på kønnene – hvor nedladende en film Pretty Woman faktisk er.