Hele vejen

”Hvad er din datters yndlingsfarve?” lyder en nøglereplik, når Cairo forsøger at hjælpe folk ud af kriminelle blindgyder. Han har selv været der, som vi ser i en åbningssekvens med dræbende skud, der siden hjemsøger ham i traumatiske flashbacks.

Men da nevøen forsvinder, må Cairo selv tilbage i rendestenen og opspore knægten.

Hele vejen foregår blandt andengenerationsindvandrere i et bandemiljø, der i dansk filmhistorie udgør sin egen subgenre.

Den første af slagsen var vistnok Erik Clausens Rami og Julie fra 1988, efterfulgt af Nicolas Winding Refns Pusher 1-3, Pizza King, Gå med fred Jamil, R, Nordvest, Underverden 1-2, Danmarks sønner og Shorta.

Asfaltjunglen i Hele vejen ligger på Nørrebro – især Bispeengbuens Bronx-agtige betonsøjler, som vi også kender fra drømmescenerne i Fighter.

I virkeligheden er det en fredelig parkeringsplads med boldspil, koncerter og salg af brugt tøj, men i filmen en del af et råt gangstermiljø domineret af arkaiske æresbegreber, muskelsvulmende selvfedme og den værste form for mandehørm.

Her får selv den mindste irritation luft via indøvede tilsvininger såsom ”Er du dum eller hvad?” eller den udspekuleret emaskulerende: ”Jeg flækker dig, din fucking luder!” der siges vredt af en mand til en anden mand med dobbeltbetydningen: ”Jeg smadrer/knepper dig.”

I kulissen lurer ydermere serbiske narkogangstere – dem kender vi også fra Pusher-serien – og et gådefuldt konklave af racister, som antageligt ikke er et hak bedre.

Fronterne er ikke klokkeklare, da Cairo graver sin pistol og knojern op. Klar til kamp. Han er ikke nogen entydig helt og griber uden tøven til sadistisk, langvarig forhørstortur.

Der er ingen mangel på film om kriminelle, som forsøger at starte på en frisk, men ligesom Cairo ved første anledning griber en gøb og genoptager gamle uvaner. Djævelen er dog i detaljerne, og formularens holdbarhed skyldes ikke blot dens rod i virkeligheden, men at den kan varieres endeløst.

Trods sit fortærskede grundplot føles Hele vejen veloplagt og engagerende.

Cairo spilles af Afshin Firouzi, der fremstår robust som en dansk Liam Neeson. Endnu mere titanisk er dog Albert Arthur Amiryan som bandeleder med det ildevarslende navn Saddam. Hans olmt skulende, minotaur-agtige fremtoning understøttes af de alarmerende lyde, der udgør filmens musik.

Hvis Saddam var filmens skurk, ville han være blandt dansk films bedste skurke. Men filmen er mere nuanceret end som så og har interessante kort gemt i ærmet, som går imod vanetænkning og beriger filmens tematik.

Langt den vigtigste af filmens kvindelige karakterer er moderskikkelsen Maryam (Shirin Habib Shork). Men hun er ikke nævnt i pressematerialet, så det kort vil filmen åbenbart selv have lov at spille. Højt på rollelisten står Charlotte Fich og Stephanie León, der får mest muligt ud af forglemmelige biroller.

Filmens instruktør er 33-årige, Super16-udlærte Jahfar Muataz fra Bagdad. Han har tidligere signeret seks kortfilm, hvoraf de fire har markeret sig positivt på Ekko Shortlist: Dramaerne Partisan, om en kickbokser, og Splittet, om kulturel fremmedgørelse, samt to meget fine horrorkortfilm: Kaboos, om en ung kvindes mareridt, og Det ottende sakramente, der er en dæmonisk variation af Anthony Shaffers Absolution fra 1978.

Hele vejen er Jahfar Muataz’ spillefilmdebut og lever op til løftet fra kortfilmene om en instruktør af format. Det samme gælder filmens fotograf Anthon Falkenstrøm Tougaard, som vi sammen med colouristen Peter Diemar må takke for filmens glødende billedpragt. Parrets farvebrug sender tankerne i retning af mesterfotografen Vittorio Storaro (Dommedag nu og Den sidste kejser), selv om der fra dennes hånd ville være større variation i paletten.

Efter Hele vejen tør man gætte på, at Jahfar Muataz’ yndlingsfarve må være grøn.