Heli

Film fra Mexico er ikke det mest almindelige i danske biografer. Når der endelig kommer nogle, har de som regel hundekampe, kidnapninger, bandekrig, narkosmugling eller varm erotik på tapetet.

Og der skiller Amat Escalantes Cannes-konkurrencefilm fra sidste år sig da heller ikke meget ud.

Den kun 34-årige instruktør har tidligere arbejdet som assistent for landsmanden Carlos Reygadas, der er kendt for sine dristigt billed-stormende film som Lys efter mørke og Battle in Heaven. Og Escalante har nok lært et trick eller to.

Heli er et drama om en ret almindelig familie, der pludselig bliver rodet ind i en episode med nogle stjålne stoffer – og så bryder helvede løs: Bortførelse, tortur, voldtægt og psykisk nedtur er ingredienserne i den nedadgående skæbnespiral, der følger.

Filmens titelfigur, Heli, er en cirka tyveårig mand, der bor sammen med sin kone, deres spædbarn, Helis far og tolvårige lillesøster Estela.

Heli går på arbejde hver dag på den japanske bilfabrik (hvor faren også arbejder), og livet går sin stille og lettere melankolske gang.

Men lillesøsteren er hemmeligt kæreste med den syttenårige Beto, en aspirant hos et paramilitært anti-narkokorps, hvor træningen er benhård og indebærer ydmygelser som at blive dyppet i lort og skulle rulle sig i sit eget bræk.

Måske er det også derfor, at han og Estela leger med tanken om at stikke af sammen og blive gift. Og måske er det den tanke, der får ham til at stjæle to pakker kokain fra et gemmested i ørkenen og opbevare det i den lille families vandtank på taget af huset. Hvilket igen er grunden til, at nogle meget onde mennesker kommer efter dem, og alt kører af sporet.

Filmens vekslen mellem et ganske neddæmpet udtryk i sin skildring af den lille, fattige families liv og så de ekstreme indslag af vold giver både filmen en ildevarslende undertone og sætter grusomhederne ind i hverdagslivet med en ubehagelig naturlighed.

I en scene er en mand med sammenbundne hænder og gaffatape om munden hængt op i en krog i en stue, hvor tre børn sidder og spiller computerspil, imens manden bliver gennemtæsket med et bat.

Da drengene holder pause i spillet, tæsker de også lidt på den ukendte mand med battet. De synes, det er lidt kedeligt.

Imens går en dame rundt i det tilstødende køkken og klirrer med nogle tallerkener og laver te uden at tage sig af optrinnet i stuen. Og da vi ser en bøddel hælde tændvæske på sit offers kønsorganer og sætte ild til, bevæger vi os på grænsen mellem barsk nyrealisme og klam spekulationsfilm.

Men trods de grænseoverskridende voldelige indslag er filmen ikke bare kvalmende. Den hjemtog instruktørprisen i Cannes sidste år, og det er der en grund til.

Billedsiden er rolig, manende og har kompositioner og framings, der stilfuldt udnytter de rå, ørkenlignende locations i totalbilleder med lave horisonter og svimlende himle. Utraditionelle synsvinkler og faste indstillinger er også med til at forstærke fornemmelsen af kunstfærdige stillebener i velovervejet æstetisk kontrast til den rå socialrealisme på handlingssiden.

Ømheden filmens karakterer imellem er undertiden også stor, og der er ikke en finger at sætte på skuespillet. Vi kommer dog ikke rigtig dybt i figurernes psyke.

Derimod får vi følelsen af at opleve et forrået samfund, hvor handel med stoffer og omfattende korruption hos myndighederne – herunder politi og militær – er ved at opløse alting.

Heli er seværdig og rørende, men nok noget af det fjerneste, man kan komme fra en feelgood-film: Det starter trist, og derfra går det støt ned ad bakke. Og det er ikke for folk med sarte maver.