Med et navn som Hell Fest skulle man tro, at denne slasher-film hørte til i rodekassen af elendige gyserfilm som Hellbent, The Dark Tapes og The Midnight Man, der springer biografen over og ender som fyld på streamingtjenesterne.
Handlingen gør da heller ikke meget for filmen. En maskebeklædt morder forfølger en gruppe af liderlige teenagere i en gyserforlystelsespark og myrder dem, én efter én.
Alligevel formår instruktør Gregory Plotkin at løfte det redundante materiale med gåpåmod og gode idéer. Og for en gangs skyld er det ikke afroamerikaneren, der må lade livet som den første!
Den uhyggelige forlystelsespark giver også masser af lejligheder til at lege med lyset, kreative monsterkostumer, drabelige genstande og en komisk mængde af monsterskabe og jumpscares.
Den jomfruelige heltinde Natalie bemærker straks, hvor forudsigelige karnevallets forsøg på at skræmme publikummet er. Senere – da morderen slæber et skrigende offer ud foran Natalie – himler Natalie blot med øjnene. ”Få det nu bare overstået,” vrisser hun utålmodigt, da hun tror, det hele er skuespil.
Men selv om Natalie klager over, hvor forudsigelig hun finder oplevelsen, morer både hun, de to veninder og deres kærester sig kosteligt over de makabre effekter og pludselige violin-skriglyde.
Slasher-film har altid været beskyldt for at lefle for den laveste fællesnævner: At det altid bare er en undskyldning for, at teenagere kan snave på de bagerste rækker. Men det er netop evnen til at skabe en social oplevelse gennem simple, men effektive virkemidler, der gør slasher-film så populære. Så i stedet for at dekonstruere genren i stil med sidste års geniale Happy Death Day, fejrer Hell Fest genrens mange kendetegn.
Vi følger således seks teenagere, der naturligvis er stereotyper: jocken, den kedelige kæreste, nørden, den bedste veninde, punktøsen og jomfruen. Og samtalerne mellem dem går hovedsageligt med snak om sex.
Alligevel har gruppen mere tilfælles med John Hughes’ sympatiske ungdomsfilm (The Breakfast Club) end de kyniske slasher-film fra 00’erne, hvor pigerne er bimboer og drengene potentielle voldtægtsmænd. Punktøsen Taylor prikker drillende til Natalie på grund af Natalies højere uddannelse, mens Brooke og Natalie udviser en tydelig varme over for hinanden, når de opmuntrende snakker om fremtidige rejser og minder fra folkeskolen.
Hos drengene er nørden Gavin et højdepunkt. Han prøver akavet at score Natalie, mens han kæmper med sine manglende motoriske talenter i karnevalsspil. Fra sidelinjen råber vennerne højrøstet op om hans romantiske intentioner. I filmens mest realistiske øjeblik vælger han at smutte fra gruppen for at gå tilbage og vinde en pris til Natalie for at bevise sit værd.
De mere åbenlyse referencer til fordums tid kan være en anelse anstrengende. En direkte henvisning til A Nightmare on Elm Street, hvor ansigtssilhuetter angriber de paniske teenagere gennem væggen, tilføjer ikke scenen noget. På den anden side er en reference til Lucio Fulcis mesterværk Zombi 2, hvor en karakter får stukket en kanyle igennem øjeæblet i et drabeligt nærbillede, et absolut højdepunkt.
Trods saftige mord som dette er selve morderen desværre ikke meget værd. Vi ser den hætteklædte galemand i bizarre, slowmotion-nærbilleder, og det suger meget af spændingen ud af drabsscenerne, selv om de alle ender i en perlerække af blodige knivstik til brystet og hamren på hjerneskallen.
Især er morderens udklædning problematisk. Hvorfor bruge en hættetrøje og maske, når du er omringet af folk, der er klædt ud som zombiebørn, dæmoner og monstrøse spøgelser?
Kommentarer