Westerns er en gammel genre. En klassisk western handler oftest om ensomme cowboys, der skyder banditter eller indianere i slutningen af 1800-tallet.
Men selv om Det Vilde Vesten til en vis grad er blevet tæmmet, findes der stadig sheriffer, som jager røvere i nutidens USA.
Det har instruktøren David Mackenzie lavet en film om, og han har fået hjælp fra manuskriptforfatteren Taylor Sheridan, som tidligere har skrevet manuskriptet til det nervepirrende og komplekse actiondrama Sicario.
Hell or High Water er en katten-efter-musen-historie, hvor musene er de to texanske brødre Toby (Chris Pine) og Tanner (Ben Foster). De har sat sig for at røve den kæde af banker, som forsøger at tvinge brødrene til at sælge gården, de er vokset op på.
Toby har to sønner fra et tidligere ægteskab, som han er dårlig til at besøge, og Tanner er en voldelig vildbasse, som har siddet i fængsel for lidt af hvert. Brødrene har altid været fattige og på kanten af loven, men nu tager de sagen i egne hænder og trodser systemet, som altid har holdt dem nede.
Chris Pine, der ofte kan være lidt stiv at se på, spiller en af sin karrieres bedste roller som den introverte og betænksomme Toby. Pines underspil passer godt til den yngste bror, som er tynget af dårlig samvittighed over sin utilstrækkelighed som familieforsørger.
Ben Foster, som har et solidt antal psykopat-roller på cv’et, er perfekt castet som den maniske og utilregnelige voldsmand Tanner. Trods sin voldelige attitude er den ældste bror den mest charmerende.
I starten af filmen røver Tanner spontant og klodset en bank uden Tobys samtykke. “Hvordan har du holdt dig ude af fængslet i et helt år?” spørger Toby irriteret, mens de flygter.
“Det har da også været svært,” svarer Tanner flabet tilbage med favnen fuld af penge.
Historiens kat er Texas-rangeren Marcus (Jeff Bridges). Han er en spytklat fra at blive pensioneret og er derfor stålsat på at bruge sin sidste energi på at fange de to bankrøvere sammen med sin makker Alberto (Gil Birmingham), som er halv Comanche indianer.
Det er røverparret og politiduoen, som gør filmen værd at se, og replikkerne er virkelig sjove og hele tiden på grænsen til det satiriske.
Marcus driller konstant Alberto med racistiske bemærkninger, fordi han er halvblodsindianer. ”Jeg er altså også halvt mexikaner,” vrisser Alberto.
”Det kommer jeg til, når jeg er igennem indianervittighederne. Men der kommer nok til at gå lidt tid,” svarer Marcus tørt, men smilende.
Kemien mellem skuespillerne er eminent. Deres replikker er hele tiden knivskarpe og understreger altid noget om personernes forhold til hinanden eller filmens morale.
Sammen med Sicario er Hell or High Water en del af Taylor Sheridans planlagte trilogi, som skildrer Det Nye Vesten.
Sicario understreger den håbløse kamp mod narkobaronerne, som regerer omkring grænsen til Mexico, og Hell or High Water kommenterer kapitaliseringens fortæring af de små lokalsamfund i Texas. I de gamle westerns var det cowboys, som indtog indianernes land, men i denne nye western er det bankerne, som tager landet fra cowboyerne.
På en café afhører Marcus nogle lokale, gamle mænd, som er vidner til det seneste røveri. Den en af dem siger: ”Jeg har lige set en bank blive røvet, som har røvet mig de sidste tredive år.”
Hell or High Water er en roadmovie, hvor antiheltene giver samfundet fingeren og søger lykken på deres egen måde. Det er systemet, som er fjenden, og det er selv politimændene bevidste om.
”Tidligere var det her mine forfædres land. Siden er det blevet taget fra dem, men det er ingen hær, som har taget det. Det er dem derovre, “ siger Alberto og peger på banken på den anden side af gaden.
Når filmen er mørkest, minder den om Coen-brødrenes No Country for Old Men, hvor en sherif også jager en ung mand, som har taget loven i egen hånd. I ingen af filmene bliver nogen lykkeligere, når jagten stopper – kun et menneskeliv fattigere og flere eksistentielle spørgsmål rigere.
Kommentarer