Heretic

Alle, der har prøvet at sælge en ideologi til fremmede mennesker ved, at de værste folk er dem, som interesserer sig meget for emnet.

Dem, der læser hele Danmarks Naturfredningsforening hjemmeside, inden telefonsælgeren ringer med sit overfladiske spørgemanuskript. Eller dem, der kan hele Mormons Bog udenad, inden missionærerne ringer på døren.

I den hypede A24-gyser Heretic, er det netop, hvad to mormonske unge kvinder bliver udsat for, da de som led i kirkens missionærprogram tager ud for at sprede det hellige budskab.

Blåøjede Søster Paxton og den mere hærdede Søster Barnes tropper en regnvejrsaften op hos britiske Mr. Reed. De forventer en afvisning, men i stedet bliver de budt indenfor. De får tilbudt tærte, som mandens kone er ualmindeligt længe om at få lavet færdig.

Faktisk tyder meget på, at der slet ikke er nogen kone i huset, og Mr. Reed springer let hen over mormonernes salgstale for selv at starte en anmassende diskussion om religion, som er sværd at undslippe.

Den første halvdel af Heretic – skrevet og instrueret af Scott Beck and Bryan Woods, som også skrev A Quiet Place – er mesterligt skruet sammen.

Fotografen Chung-hoon Chung, der kendes for sit samarbejde med Park Chan-wook (Oldboy), er fantastisk grundig og giver med sin linse en perfekt fornemmelse af filmens forskellige rum.

Men ved hele tiden, hvor alle personer og rekvisitter befinder sig i forhold til hinanden, så man altid frygter, hvad der kunne ske.

Kammerspil-thrilleren består primært af velskrevne, filosofiske samtaler mellem Reed og mormonerne, hvis høflighed og frygt tvinger dem længere ind i hans univers.

Hugh Grant topper sin karriere som Mr. Reed. Hans generte panderynkespil, der engang fik hjerter til at smelte i romantiske komedier, får pludselig nakkehårene til at rejse sig. I skæve ultranærbilleder supplerer han sit smil med et glubsk blik ud af øjenkrogen.

Intet ved den grå herre signalerer fare på overfladen, men hvert klask på låret og lidt for hurtige bemærkninger får det til at syde foruroligende i scenerne.

Dog lykkes det ikke Grant at overstråle sine medspillere, der begge er forbløffende.

Sophie Thatcher bevarer stædigt roen som Søster Barnes, men krakelerer, efterhånden som hendes øjne opdager det ene faresignal efter det andet.

Chloe East er rent ud sagt forrygende som Søster Paxton. Ungdommeligt naiv uden at være dum, bedårende oprigtig og med stort komisk talent. Fra første færd fornemmer man et menneske, der har slugt sin strenge religion og oplever verden på dens præmisser, men med en sund intelligens bag de blå øjne.

I filmens fremragende første scene sidder kvinderne og diskuterer pornografi. Søster Paxton mener at have fundet gudsbevis i en erotisk film, som hun helt tilfældigt kom til at se. For hun ser jo slet ikke den slags, forsikrer hun med gennemskuelig uskyldighed.

Man mærker hendes længsel efter at kunne diskutere seksualiteten med sin medsøster. Alligevel virker troen aldrig som et fængsel for kvinderne. Den er blot et normsystem som alle andre.

Ikke overraskende er begge skuespillere vokset op i mormonkirken, og de spiller røven ud af de magiske underbukser, som mormoner famøst går med, og som – uden at afsløre for meget – bliver en vigtig brik.

Cirka halvvejs i de 110 minutter knækker Heretic over og bliver en regulær gyserfilm. Søstrene kommer ind i mørkere og mørkere rum, hvor frygten for vold er mere reel.

Mr. Reeds tirader er stadig indtagende, men efterhånden mest på komisk vis. Som når han taler om Radiohead, brætspillet Monopoly og Jar Jar Binks.

Vi bliver vidne til et lidt for brat skift fra jordbunden rædsel til det absurde i stil med hitgyseren The Menu, om end noget mere vellykket. Og selv om filmen er forfriskende balanceret i sit blik på religion, har den ikke noget originalt at sige om troens væsen.

Det ændrer dog ikke på, at Heretic er en mesterligt fotograferet og ekstremt velspillet thriller om at blive straffet for høflighed med monstrøs mansplaining.

En oplevelse, mange vil genkende.