A Hero

Irans helt store filmes, Asghar Farhadi, er en mester i at få drama til at flyde. Den dramatiske nerve og moralske indignation i hans film får så meget tag i tilskueren, at man føler sig hensat til en thriller, selv om de er socialrealistiske ind til benet. 

Således også med A Hero. 

Rahim er en mand i 30’erne, der er blevet snydt af en forretningspartner og nu sidder bag tremmer for manglende indfrielse af deres fælles lån. Ude på et par dages orlov i byen Shiraz prøver han at formilde sin kreditor med løfter om penge, men afvises koldt. 

Men ved et af de tilfælde, film er skabt af, vender lykken. 

En bankkunde har tabt en taske med en mindre formue, som Rahims kæreste finder. De forsøger forgæves at sælge guldmønterne, og efter at have talt med sin søster beslutter Rahim sig for at finde guldets ejermand i stedet for at bruge dem selv. 

I et samfund som det iranske, hvor korruption er hverdagskost, og de fleste kan spejle sig i det at sidde i gæld, er det et overraskende valg. Medierne opsnapper historien og labber den godvilligt i sig. Alle elsker en fortælling, hvor moral trumfer egoisme. 

Men noget skurrer. For selv om Rahim har et vindende smil, og hans stammende teenagesøn fra et kuldsejlet ægteskab bakker ham kærligt op på tv, er han en helt, man ikke er tryg ved. Er det virkelig troværdigt med guldpenge efterladt på gaden? 

Amir Jadidi er et fund i hovedrollen. Der er noget forlorent ved de evige smil og underdanigheden. 

Rahim ændrer forklaring og skifter konstant sin ham fra lurvet til charmant, fra offer til iscenesætter. Der lægges lag til plottet, mens løget skrælles psykologisk. 

Det er typisk Farhadi. Moralske svikmøller og sociale bånd gør alle i fortællingen suspekte. 

Sjovt nok er den mest indlysende skurk måske den sande helt i historien. Kreditoren er en mavesur, midaldrende kunsthandler ved navn Bahram (Mohsen Tanabandeh), der ikke tror Rahim over en dørtærskel. Han påpeger det forlorne i, at nogen skal hyldes for at gøre det eneste anstændige. Særligt når Bahram stadig er den eneste, der ikke har fået sine penge. 

Bahram er måske forstokket. Men han er reel. En bogholder i et land af rollespillere. 

Som stor ynder af Farhadis film burde jeg måske elske A Hero mere betingelsesløst, end jeg gør. For det er et fængende, velspillet drama. 

Men Farhadis menneskesyn – et nærmest fundamentalistisk blik på mennesket som mildt uperfekt – levner hverken meget plads til positiv identifikation eller den tordnende systemkritik, der kendetegner de mest modige stemmer i tidens iranske film: Ida Panahandeh eller Berlin-vinderen Mohammad Rasoulof, hvis dødsstrafdrama Der findes ingen ondskab var i danske biografer sidste år. 

Det bliver lidt midt imellem hos Farhadi, og instruktøren er på den måde et ufrivilligt ekko af filmens antihelt: en dreven manipulator, man får lyst til at give én på kassen. Bare for at se, hvad der gemmer sig bag smilet. 

Det billede har i øvrigt en ekstra dimension. Farhadi har tyvstjålet filmens idé fra Azadeh Masihzadehs dokumentar All Winners, All Losers, men i stedet for at takke for inspirationen har han valgt at sagsøge sin kollega til tavshed.

Vurderet på egne egenskaber alene er Asghar Farhadis nye film dog mere end bestået. 

Den rummer skuespil i topklasse, smertelige dilemmaer og troværdige miljøskildringer i højt tempo. Det er en film, alle vil have udbytte af, for hvis ikke man fanges af spændingen, gør man det af det kulturelle indblik og de subtile analyser af et sygt samfund, der også spejler vores eget. 

A Hero hudfletter en tid og en ånd, hvor fortællinger ikke udspiller sig, men fabrikeres og sælges. Hvor sociale medier forvrænger. Hvor alle, både mænd og kvinder, kan manipulere med sandheden – og måske ligefrem være i deres gode ret til at gøre det.