Herrens veje

Herrens veje er det evige drama om en far og to sønner sat i en nutidig ramme.

Hovedspørgsmålet for menneskene i dramaets midte er, hvordan de kan finde deres egen vej i et evigt dilemma mellem ansvar for andre og den totale selvudlevelse.

I DR’s serie udfoldes temaet i forhold til tro i en moderne verden, hvor den personlige, vakte og erfarede tro får mange til at gribe telefonen og kontakte psykiatrien. Hermed rører serien ved et af de store spørgsmål:

Hvilken plads skal religion have? Er religion god eller livsfarlig?

Adam Price har som hovedforfatter før taget seerne med om bag scenen på en række arbejdspladser i dramaform. Uanset om det er et taxa-firma eller Christiansborg er vi blevet taget med ind i en verden, som både er velkendt og fremmed.

Denne gang gælder det Folkekirken.

Velkendt, fordi det store flertal er medlem af denne kirke, får deres børn døbt og konfirmeret, bliver viet og begravet her. Fremmed, fordi de fleste danskere netop kender den fra livets store markeringer og sjældent har været med inde i Folkekirkens maskinrum – befolket af menighedsråd, provster, biskopper, gravere og midt i det hele: præsten.

Vi har før set præster i danske dramaserier, men vi er aldrig på samme måde kommet med ind i livet som præst i en dramatiseret form.

Serien giver også stor plads til den religiøse erfaring, der skildres som en reel oplevelse: Pinseånden rusker i træerne, og der sker noget ubehageligt, fantastisk eller uforklarligt alt efter øjnene, der ser.

Smukkest er det skildret i slutningen af sidste afsnit, hvor den religiøst erfarede virkelighed hos den unge præst August (Morten Hee Andersen) skildres samtidig med den verden, som storebror Christian (Simon Sears) ser. Det er på en gang den samme verden og to helt adskilte virkeligheder.

Tilbage står spørgsmålet: ”Hvad tror du selv?”

Billedsiden er utroligt smuk.

Tempoet i handlingen, og de mange tråde er ofte hæsblæsende og truer med at trække fokus i alle retninger. Men i de dvælende billeder tager serien virkelig pusten fra seeren på den gode måde.

Hverdagselementer som rødkælken og det vejende korn bliver aktiveret med de betydninger, de har fået gennem en lang, kristen kulturhistorie. Fuglen med det blodrøde bryst kender vi fra Selma Lagerlöfs bog Kristuslegender, og kornet som menneskenes sjæle, der høstes på Dommedag, fra blandt andet Johannes’ Åbenbaring.

I en tid, hvor det ofte fremhæves, at vi ikke længere kender de religiøse fortællinger og symboler, har seriens forfattere valgt et greb, der gør dem levende i dramaets dialog og billeder.

Lignelsen om den fortabte søn står centralt, men der spilles også på andre fortællinger fra det bibelske materiale om sønner, der kæmper om at være den udvalgte, og hvor den yngste indtager en uventet rolle.

I Herrens veje er dramaet genfortalt igennem sønnerne August og Christian og kampen med faren, provsten Johannes (Lars Mikkelsen), som i sit vilde fokus på at sikre videreførelsen af den udvalgte præsteslægt bringer det mål i fare.

Men lige så kompleks brugen af det kristne materiale er, lige så fortegnet er billedet af buddhismen.

Vi har for mange gange før set det fine kloster i de smukke bjerge, hvor smilende munke bare går og venter på, at unge mænd fra Vesten kommer forbi for at få inspiration til livet i den moderne verden. Her i form af brændestakning som den version af ”wax on – wax off”, der forandrer Christian fra fiasko til Svend Brinkmann-klon.

Seriens formål er ikke at forklare, hvad en provst er, eller hvad der ligger i ansættelsesreglementet for kirkegårdens personale. Dramaet står i centrum. Og de helt store konflikter bryder ud i lys lue i præstegården, nede i kælderen, i de fælles mødelokaler og smukke stuer, så man som seer bliver revet med.