Første sæson af Herrens veje sluttede med, at August Krogh, der har mistet sin barnetro, selvmorderisk går i døden foran en stor lastbil. Så var der ligesom lagt op til sæson to, hvor Augusts skyld over at have taget et andet menneskes liv som skydende feltpræst i Afghanistan kan blive udfoldet til en diskussion om, hvad et drab er.
Det handler i det hele taget om det at gradbøje døden. For hvad med lastbilchaufføren, som ufrivilligt blev drabsmand midt på landevejen? Glem ham – han kører bare videre!
Dette er nemlig typisk DR’s tv-dramatik. Her drejer det sig overvejende om de halvmondæne og urbane middelklassepersoner, serieskaberne kerer sig om med empatisk, energisk og ensporet solidaritet.
Hvis folk fra andre klasser optræder, er det som pittoreske bipersoner, præstefamilien Krogh kan spejle sig i: patienter, sygeplejersker, sognebørn samt den islamfobiske dansker, som evindeligt skal illudere noget, DF har slæbt ind.
Skønt persongalleriet synes bredt og geografien panoramisk med højt til loftet, er Herrens veje i virkeligheden et klaustrofobisk og firkantet kammerspil.
Det er faktisk falsk forklædt som en spektakulær, flerstrenget krønike om det troende og vantro Danmark netop nu og perspektiveret af en ældre provst, hans kone, børn og svigerbørn. De er svøbt ind i en karamelliseret kristendom krydret med katolsk røgelse, placeret et smult sted mellem Martin Luther King og Martin Luther Light.
De første afsnit cirkulerer omkring Augusts tragiske død, som alle forholder sig til med skyld og skam, tavshed og tårer. Vi taler om et sorgarbejde langt som et tysk rekviem, megen ak og ve, alt vitterligt uden humor.
Sorg klæder bedst Emilie, som er husets svigerdatter, Augusts enke og enlig mor (indædt godt gestaltet af Fanny Louise Bernth). Hende føler man mest med, fordi hun tackler tabet over husbonden August med sorrig og stoisk stolthed.
Det står i modsætning til resten af det sorgtyngede og samspilsramte provstehjem. Her tales der også om Johannes Kroghs dumsmarte flammetale mod Islam, at barnebarnet skal navngives Anton uden dåb og velsignelse, og at Augusts kirke skal sælges, fordi menigheden holder sig væk.
Hustruen Elisabeth hyggebolles i dagtimerne af en terapeut, mens ægtemanden Johannes om aftenen går til alt andet end skyggeboksning som moderne flagellant nede i klubben. Både Ann Eleonora Jørgensen og Lars Mikkelsen er gode i rollerne og håndterer ofte bedre de flove, firkantede replikker end de yngre skuespillere, som ofte får blæst varm luft ind i munden fra manuskriptet.
Især den gode Simon Sears som Christian er klichéen på en buddhistisk coach med mindfullness og andet nonsens.
Instruktionen er anonymt effektiv, såre glat og kælen. Alt er holdt i en billedmæssigt livstilslækker og labert indsmigrende æstetik fra reklamefilm og sovset smagløst ind i kandiseret, hjemmepatetisk musik.
Selvfølgelig græder rigtige mænd i slowmotion. Selvfølgelig begynder hidsige sexscener med, at kvinden ihærdigt river skjorten af stodderen for at kopulere bagvendt i samtalekøkkenet.
Så er der lagkage med lys og Dannebrog, børnepasning og salmesang med kødsovs i kirken på søndag.
Det er Folkekirken som moderne biedermeier, ikke bibelskolen af i går.
Serien fungerer bedst, når den tillader sig selv lidt spøgeri med poltergejst i stedet for Paulus. Pæren i Emilies badeværelse blinker som i en japansk gyserfilm, og hun møder ildevarslende en kræftpatient, der udæsker hende som læge. For da slet ikke at nævne Elisabeth, der opsøger en mystisk dame med mælkehvide øjne, som taler med de døde.
Clairvoyance skal nu være den gængse kirkegang. Selv ikke om søndagen får Gud en chance.
Herrens veje II er indtil videre en meget lang rejse mod nat og nadver.
facebook
twitter
Kommentarer