Vi springer direkte ind i voldens kulmination, hvor ægtemanden Gary (Ian Lloyd Anderson) går over den sidste, blodrøde grænse.
Mens mor får tæv på køkkengulvet i det irske arbejderklassehjem, løber det ene barn af sted for at bede en kioskejer ringe til politiet.
Herself er ikke en undersøgelse af, hvad der forårsager vold i kernefamilien. Ej heller handler det om, hvorfor nogle kvinder vælger mænd, der slår. Og får børn med dem.
Den drejer sig ene og alene om at slippe ud af voldshelvedet, og kærligheden til den sårbare kvinde er til at mærke i biografsædet.
Den irske film er instrueret af Phyllida Lloyd, som har lavet Mamma Mia! og Jernladyen samt stået bag Shakespeare-stykker med udelukkende kvindelige skuespillere.
Også Herself er en rigtig kvindehistorie.
Sandra er på en umulig kamp for at finde et ordentligt hjem til sine små piger. Kommunens støtte er ikke nok. Hun må tage arbejde som rengøringsassistent og afrydder på pubs med en nerveskadet hånd, der kun hænger sammen med hjælp fra piller og støttehandsker.
I weekenden er hun forpligtet til at aflevere pigerne hos den voldelige mand. Han drømmer om at samle familien. Den yngste tisser inden afleveringen i bukserne, og bagefter får Sandra angstanfald.
Man ønsker af hele sit hjerte, at Sandra og hendes børn skal få det godt.
Så får Sandra en idé. Hun vil bygge et hjem for en brøkdel af, hvad hun koster kommunen i sociale ydelser. Et gør-det-selv-hus på få kvadratmeter. Alt, hun skal bruge, er 35.000 euro og en grund at bygge på.
Hos kommunen er der ingen hjælp at hente. Men en læge, som Sandra gør rent hos, giver tilladelse til, at hun kan bygge huset i baghaven. Sandra søger hjælp hos perifere bekendtskaber, der meget heldigt viser sig at være barmhjertige samaritanere.
Clare Dunne formår at spille på Sandras følelser som en medrivende mesterpianist fra lyst til mørkt og dunkelt.
Og børneskuespillerne vækker mindelser om den fremragende The Florida Project. Den yngste er så nuttet, at man får lyst til at stjæle hende. Den ældste leverer sine replikker, så de lyder, som om de kommer direkte fra barnets strømmende tankeverden.
Lærredet er fyldt med objekter fra den rå virkelighed – plastik, slidt tøj, rodede baghaver og grimme møbler – men det er ikke videre troværdigt, at en flok så forskellige mennesker skulle samles for at hjælpe Sandra.
Conleth Hill (Lord Varys i Game of Thrones) bjergtager som sød mand med sin lysende charme og tilbageholdende karakter.
Resten af personerne er klichéer, der kan beskrives med et tillægsord og et navneord: en flot østeuropæer, en retfærdig handikappet, en sløset anarkist. Indimellem bliver det så slemt, at det bedste, man kan sige er: bøvet bøv og – allerværst for woke-filmen – en afrikansk afrikaner.
Herself ender som en ren fantasi ud fra devisen, at Sandra skal have det godt, fordi alverdens Sandra’er fortjener det. Men dermed mister filmen nuancer og definitivt grebet om den virkelighed, den gerne vil skildre.
Det hele føles lidt for nemt og rigtigt. Og Herself nægter at se i øjnene, at kvinder, der bringer børn til verden i voldelige parforhold, selv har en del af ansvaret.
Kommentarer