Sikke en fantastisk historie.
Geniale, sorte kvinder spiller en afgørende rolle for, at NASA vinder rumkapløbet i 1960’erne. De har endda været så godt som glemt, indtil Katherine G. Johnson i 2015 fik overrakt Friheds-medaljen, den største amerikanske hæderserklæring for civile.
Desværre er den Oscar-nominerede film om dem ikke fantastisk. Den er en doven periodefilm, der trivialiserer stærke, komplekse kvinder. Og det er måske sigende, at det tætteste filmen kommer en afrundet, inspirerende historie, handler om et toilet.
I 1961 var computere mennesker, som med papir, blyant og lynhurtig hovedregning udarbejdede de formler og logaritmer, der satte NASA’s astronauter i kredsløb om Jorden.
Nok var NASA åbensindede, når det gjaldt ansættelsen af kvinder og farvede. Det handlede om hjerner og evner. Men der var stadig race- og kønsadskilte kantiner og toiletter, hvad Katherine (Taraji P. Henson) erfarer, da hun bliver forfremmet og flytter til en anden bygning – hvor der ikke er et toilet til hende.
Så hun må løbe frem og tilbage, hver gang trangen melder sig. Det er til stor irritation for hendes overordnede, Al Harrison (Kevin Costner). En dag overfalder han hende verbalt foran hele kontorstaben, da hun kommer tilbage efter en tissetur, gennemblødt af regn. Og først da forklarer hun ham, hvordan det hænger sammen.
Til stor jubel fra de sorte kvinder flår Harrison skiltet ned fra deres toilet, mens musikken svulmer, og instruktøren klapper sig selv på skulderen. Den politiske korrekthed bliver banket ind i skallen på publikum i takt med slagene mod skiltet.
Det er, som om der er et skurrende misforhold mellem materialet og instruktøren. Theodore Melfi stod også for den grelt skuffende St. Vincent med Bill Murray, og han er til fals for det smægtende sentimentale.
En del af problemet er også, at Allison Schroeders manuskript gaber over for meget.
Katherine er enlig mor til tre piger, så hendes kærlighedsliv skal lige fikses. Kollegaen Mary vil gerne videreuddanne sig til ingeniør, men skal først have lov at deltage i aftenundervisning på universitetet. Dorothy vil gerne forfremmes, så hun lærer sig selv at programmere på en IBM-computer – mens kollegerne ser måbende til.
Det er mere eller mindre interessant, men det bliver nogle forfærdeligt overfladiske portrætter af tre ellers bemærkelsesværdige kvinder. Fordi vi samtidig skal have historien om, hvordan de laver beregninger for at få astronauten John Glenn sikkert ned, efter han som den første amerikaner har været i kredsløb om Jorden.
Hvor rumfilm som Apollo 13 og Mænd af den rette støbning både får draget publikum med ind i det teknisk dramatiske i NASA’s kontrolrum og følelsesmæssigt involveret i karaktererne, fejler Hidden Figures på begge punkter.
Det virker nærmest respektløst over for de virkelige personer bag.
Taraji P. Henson har den bærende hovedrolle som Katherine. Hun er skøn i tv-serien Empire, hvor hun spiller en fandenivoldsk pladeselskabsmama. Men i denne film kommer hun til kort, for hun formår ikke at bibringe rollen finesse og nuancer. Det er direkte dilettantisk, når hun kniber benene sammen og tripper på stedet, fordi hun skal tisse.
Pharrell Williams er medkomponist på filmen. Men det bliver decideret plat, når han synger ”Runnin’ from a man ... runnin’ towards our plans” samtidig med Katherines daglige tisseture. Alt andet i filmen er lækkert stringent i forhold til tidens stil og design, så hans nykomponerede popmusik er malplaceret.
Det er hårdt at være sort, det er hårdt at være kvinde, i 1961 var det endnu hårdere, og disse kvinder formåede endda at sende en mand i rummet. Så hvorfor spise dem af med et så tamt eftermæle?
Hidden Figures er en omgang banal sødsuppe af den sande historie, renskuret og disney-ficeret. Den skal nok blive en succes.
Kommentarer