Amerikanske Terrence Malick, veteraninstruktøren med det vidunderligt æstetiske storhedsvanvid, er tilbage med et drama om moral og menneskelighed.
A Hidden Life er lige så indtrængende som Guldpalme-vinderen The Tree of Life, men renere og mere fokuseret.
Efter de rodede forsøg på at skrive universets og den menneskelige smertes historie på én gang i film som To the Wonder, Knight of Cups og Song to Song føles A Hidden Life som (endnu) et karrierecomeback.
Vi er i Østrig under Anden Verdenskrig. De hårdtarbejdende bønder Franz og Fani (August Diehl og Valerie Pachner) bor i landsbyen Radegund. Den omsluttende naturskønhed er poetisk indfanget, så man ikke er i tvivl om, at de lever livet, som det bør leves – tæt på jorden og himlen.
Men med nazismens indtog skal østrigske mænd trække i trøjen og sværge Hitler troskab. Franz gennemfører det første for familiens skyld, men kan ikke strække sit moralkodeks så langt som til det sidste. Og så ryger han lukt i en enecelle.
For omgivelserne virker Franz’ modstand som en meningsløs selvmordshandling. Fani tager til myndighedskontorer i håb om benådning, og den lokale præst sender flere bønner til Franz end til Gud: Krigen slutter nok snart, så se dog stort på ordene – det er det i hjertet, der tæller!
Men for Franz og Terrence Malick er det en handling af stor principiel vigtighed, og filmens sluttekst forklarer hvorfor.
”At det gode i verden er i vækst, afhænger til dels af ahistoriske gerninger. At tingene ikke er så ilde for dig og mig, som de kunne have været, skyldes delvist de mennesker, der samvittighedsfuldt har levet skjulte liv og hviler i gravkamre, ingen besøger.”
Citatet er fra den britiske 1800-tals-forfatter George Eliot og kan naturligvis diskuteres. Hvor mange uænsede ofre er principfasthed værd? Hvornår bør man som individ stille sin modstand mod et politisk systemt til skue?
A Hidden Life virker på ingen måde altmodisch. Den taler til en tid med Alt-right-bevægelser på fremmarch, antisemitisk hærværk og historieløs trumpisme. Den kan i det lys ses som en politisk vækkelsesfilm – ikke mindst, fordi den enkeltes protest har et andet potentiale i dag end dengang.
Tænk bare på den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi, der i 2010 satte ild til sig selv og antændte Det Arabiske Forår. For ikke at tale om en vis svensk pige, der i 2018 satte sig på et fortov med et ”Skolstrejk för klimatet”-skilt.
I skrivende stund er der folkelige opstande i Hongkong, Beirut, Santiago, Barcelona, La Paz og Bagdad – hver med deres idealisme, ofre og hashtags.
Men Terrence Malick har også en anden agenda. Det åndelige aspekt har en central plads i de breve, virkelighedens Franz Jägerstätter sendte fra fængslet. Sammen med brudstykker af Beethoven, Arvo Pärt og Alfred Schnittke danner citater fra brevene en overvældende smuk lydmosaik, særligt i tandem med Jörg Widmers billeder af dalsænkninger og ru cellevægge.
Signaturerne i Malicks værk er intakte: naturromantikken, den dominerende fortællerstemme, brugen af klassiske musikbidder og fiskeøje-optikken.
Hans collageagtige, lyriske fortælleform tager sig tid til at vandre ind og ud af hovedpersonernes tankesæt. Ud på markerne, ned i muldjorden og rundt i rum, så de føles håndgribelige og nærværende.
Det er blevet kutyme at hylde Terrence Malicks ambitiøse dyk ned i den amerikanske psyke i Badlands, Himlen på jorden og Den tynde røde linje. Men også at mobbe hans senere, meta-spirituelle film, hvor menneskets relation til kosmos tager fokus.
I den nye film viger selvhøjtidelige nørklerier for noget, man opdager, man har savnet: en historie. Stilen er stadig storladen, men patossen har i Franz og Fanis afvejning af kærlighed og selvrespekt fået en psykologisk forankring.
A Hidden Life er et poetisk dokument om tro, håb og kærlighed – og et historisk opråb, man bør lytte til.
Kommentarer