Frankrigs herskende grande dame du cinéma, Claire Denis, nægter helt som forventet at holde sig på dydens smalle sti i High Life, hendes første film på engelsk.
Selv om hun har castet stjernerne Robert Pattinson og Juliette Binoche som modvillige astronauter på vej mod et sort hul, har hendes sære og betagende sci-fi-film stadig budget nok til at levere nogle udmærkede special effects og et klaustrofobisk set, der kaster et blik tilbage til fortidens rumfilm med retro-teknik og polstrede vægge.
At hun har skiftet sprog, betyder dog ikke, at Denis på nogen måde er gået mainstream-vejen.
High Life er et stringent, uberegneligt værk, der umiskendeligt stammer fra samme kunstneriske temperament som Beau travail og Trouble Every Day. Hun kredser her om de samme tematikker: halvfortrængt vold og pervers seksualitet.
I rollen som Monte leverer Robert Pattinson endnu en af sine tilbagetrukne enspændere, ikke helt ulig hans karakter i The Lighthouse.
Monte er tvunget til at rejse i det kasselignende rumskib, som næsten udelukkende er bemandet med straffefanger af begge køn. Og mens resten af besætningen enten finder en partner eller nyder godt af skibets såkaldte ”Fuckbox”, et rum fyldt med onani-redskaber, holder han sig for sig selv.
Det frustrerer Dr. Dibs, Juliette Binoches gale videnskabskvinde, som er fast besluttet på at bruge mændenes sæd til at gøre alle skibets kvinder gravide, koste hvad det vil. Undervejs munder konflikten ud i eksplosiv vold og endelig fødslen af en baby, som Monte får ansvar for.
Hvor tosset billederne og historien end er, bliver filmens døsige tempo et problem for indlevelsen, også selv om den frodige musik af Stuart Staples og Yorick Le Saux’ drømmende billeder beriger High Life med en rig tekstur og øjeblikke af uventet skønhed.
Kommentarer