Hil Cæsar!

Da George Clooneys gemytlige Hollywood-stjerne Baird Whitlock er sluppet ud af kommunisternes blide kidnapperkløer og endelig kan levere sin store tale i sit filmstudies store bibel-epos, bevæger han alle omkring sig dybt med sit indlevede spil. Selv hårdkogte filmarbejdere må knibe en tåre.

Desværre har han glemt det sidste ord i replikken: ”Faith.”

Det er selvfølgelig ikke et tilfældigt ord, når det er valgt af de gennemironiske Coen-brødre, hvis egen tro på noget højere kan være svær at få øje på.

Så meget desto mere, når Whitlock, der kort forinden har optrådt som kommunist, hurtigt må afsværge sin nybagte tro i et 1950’er-Hollywood, hvor alt, der smager bare vagt af kommunisme, forfølges og undertrykkes.

Det kunne være blevet en Coen-film i egen ret, historien om Whitlock, som ender i en ”læsegruppe” af marxistiske manuskriptforfattere. Med svampeagtig modtagelighed suger den kidnappede stjerne Das Kapital til sig (Kapital med ”K”, som han må understrege for filmselskabet Capitols leder).

Men Whitlock er ikke filmens hovedperson. Det er Capitol-producenten og mester-problemløseren Eddie Mannix, glimrende straight face-spillet af Josh Brolin.

Han er det nærmeste, filmen kommer på en reel helt, for han har virkelig troen. Ikke blot som hyppigt skriftende katolik – hans synd er cigaretrygning – men primært som stålsat leder, der holder sammen på filmstudiets loppecirkus af egoistiske og excentriske stjerner og instruktører.

Mannix får tilbudt et mere solidt job i luftfartsbranchen, men showbiz og medfølgende virtuos skandale-fixing er hans kald. På datidens Hollywoods forløjede præmisser ses han som en mand af en vis gehalt, kun for alvor syndende når han sniger sig til at ryge en forbudt cigaret til.

Også her væves Coen-brødrenes drilagtige ironi ind, men man kan godt opfatte den ofte sjove og farverige Hil Cæsar! som lidt af en trosbekendelse alligevel. Det er en hyldest til det svundne Hollywood, hvis absurditeter og genrekonventioner de filmkyndige brødre har et udpræget kærligt forhold til.

Det fremgår især i de talrige genre-pasticher, der ligger spredt ud over den i forvejen lidt spredte film. Her er en Gene Kelly-musical, en seriewestern, et bibelsk epos, en Esther Williams-svømmefilm og en sofistikeret high society-komedie.

Nutidens digitale trickoptagelser gør det muligt at give en idé om datidens anderledes bekostelige produktionsværdi, men det er nu mest afglans og sekundavare, man får tilbudt. Der findes kun én Gene Kelly, og dansenummeret med Channing Tatum i centrum falder til jorden.

Derimod havde man gerne set mere til Scarlett Johanssons svømmestjerne, der har svært ved at komme ud af badedragten under sin frembrydende graviditet. Kontrasten mellem hendes renskurede svømme-image og saftigt vulgære stemmeføring er både sjov og sexet. Rollen er dog ikke stort mere end en cameo.

Latterliggørelsen af de manuskriptforfattere, der samles i den kommunistiske læsegruppe og presser penge til Sovjetunionen ud af Hollywood-kapitalisterne, giver en blandet smag i munden. Allerede Coen-brødrenes første film om Hollywood, Barton Fink (1991), handler om en manuskriptforfatter-klovn, der snakkede sort om ”manden på gaden”. Acceptabelt nok, for Coen-brødrene har jo et satirepatent takket være deres vid.

Men netop 50’erne, som skildres i Hil Cæsar!, var i den grad forpestet af heksejagt på Hollywoods venstreorienterede, der blev frataget alle arbejdsmuligheder i filmbyen. Filmens udlevering virker lidt fattig, som en tegneserieudgave af et tragisk kapitel.

For ikke at sige malplaceret – det er nu engang mere klædeligt at drille dem, der står op, end dem, som ligger ned.