Det er ikke hverdagskost, at vi får et hverdagsdrama fra Cuba at se i danske biografer, men det er lige netop, hvad Guldpalmevinderen Laurent Cantets seneste film er.
Den danske titel, Himlen over Havana,er indlysende, fordi stort set hele filmen foregår på en tagterrasse med blot en enkelt afstikker til etagen nedenunder. Fem gamle venner omkring de 50 år sidder over for hinanden og ser med fugleperspektiv på årene, der er gået.
Og vi lærer undervejs, at det land, de troede på engang, er blevet en hård kamp for overlevelse og mad på bordet.
Anledningen er, at Amadeo efter seksten års eksil i Spanien endelig er kommet hjem til Cuba. Så skal der feste! Festen begynder i fred og fordragelighed med ungdomsminder fra dengang, at det socialistiske Cuba stadig var værd at kæmpe for. Men snart mærker man dårlige vibrationer – mod styret, men også internt i venskabsgruppen – som er rigelige til at holde hele filmen kørende.
Hvorfor har de andre ikke set Amadeo i seksten år? Hvorfor efterforlod han sin kone på øen og kom ikke engang tilbage, da hun lå for døden?
Skuespillet og manuskriptet er så overbevisende, at man føler, at man overværer en form for reality filmet med hjemmevideokamera. Der bliver festet, skålet, grinet, diskuteret og skældt ud, og når enkelte scener virker teatralske, så man momentvis ryger ud af illusionen, er der bare tale om skønhedspletter.
Manuskriptet er baseret på et kapital i romanen The Story of My Life, der skrevet af den berømte cubanske forfatter, Leonardo Padura Fuentes.
Men filmen er instrueret af franske Laurent Cantet, der i 2008 fik Guldpalmen i Cannes for Klassen. I 2012 var han sammen med seks kolleger med til at lave 7 Days in Havana. Det var dér, han valgte at instruere Himlen over Havana – oven i købet med en officiel tilladelse fra det cubanske kulturministerium.
Men det skulle regimet senere komme til at fortryde.
Filmen er nemlig så åbenlyst kritisk over for diktaturet, at den efter visningen på Havana Film Festival blev taget af plakaten i Cuba og nu kun er at finde på det sorte marked.
De fem personer repræsenterer – må man forstå – forskellige typer i det fordærvede samfund.
Amadeo ville være forfatter, men flygtede til Spanien og blev håndværker. Aldo er ingeniør, men arbejder på en sundhedsskadelig batterifabrik. Han har dårligt råd til salt, som han siger. Hans teenagesøn er rodet ind i kriminalitet. Den fordrukne kunstmaler Rafa er aldrig brudt igennem, hans kone arbejder til sulteløn som øjenlæge, og deres sønner er udvandret til USA.
Endelig er der Eddy, den smarte virksomhedschef, som har lagt de socialistiske idealer bag sig. Han har i stedet engageret sig i korrupte firmaer, men selv hans stilling er i fare. De andre anklager ham for at have svigtet sin gamle drøm om at blive journalist og forfatter og for at være en materialistisk blærerøv.
Hvem man holder med, er op til én selv. Eddy er ikke guds bedste barn, men havde han ikke ændret kurs, var han måske endt som ludfattige Aldo. Måske har Amadeo også bare gjort det, han var nødt til, da han flyttede fra landet og blev væk fra sin kræftsyge kone? Og hvorfor har Aldo og Rafa ikke kæmpet lidt mere imod, men bare ladet samfundet rådne deres tilværelse op?
De mange fortidsminder og samtalerne om landets tilstand giver en medrivende indsigt i livet på Cuba, som lider under korruption, fattigdom og censur.
Kommentarer