I foråret så HBO ud til at være i alvorlige problemer.
Med Game of Thrones på vej mod enden, konkurrerende streamingtjenester til alle sider og skuffende meldinger fra anden sæson af Westworld var kanalen for prestigeserier umiddelbart uden en flagskibsserie.
Et halvt år senere står vi i en helt anden situation.
Siden Game of Thrones-finalen har HBO ramt den ene homerun efter den anden. Fra Succession og den populære miniserie Chernobyl til den nye udgave af Watchmen. Og den store fantasy-satsning His Dark Materials er heldigvis endnu en vinder.
Serien er baseret på succesforfatterens Philip Pullmans ungdomstrilogi af samme navn. Her må unge Lyra (Dafne Keen) redde en gruppe kidnappede børn fra en almægtig, britisk regering, der laver eksperimenter med dem i det kolde Norden.
Hvis det lyder bekendt, er det, fordi Pullmans første bog i trilogien – Det gyldne kompas – blev filmatiseret i 2007. Bogen blev udgivet før J.K. Rowlings monumentale Harry Potter og de vises sten, men filmen er et fejlslagent forsøg på at skabe en konkurrent til den dominerende filmserie om drengen, der overlevede.
Hvor filmatiseringen af Det gyldne kompas skøjter over detaljerne og det alternative univers, som Pullman har skabt, har manuskriptforfatter Jack Thorne denne gang brugt serieformatet til at følge bogseriens potentiale til dørs.
I det magiske univers har samtlige mennesker en sjæleven eller såkaldt daemon i form af et dyr, som former sig efter ejerens personlighed. I vanlig stil for ungdomsromaner er alles roller skåret ud i pap, så de gæve helte har leoparder, høge og katte, mens de forkvaklede politikere har møl og rotter som deres følgesvende. Og hvor Lyra vokser op, tales der i tyste stemmer om magisk rumstøv, parallelle verdener og en mystisk organisation, som kidnapper børn fra romafolket Gyptian.
Men seriens store detaljerigdom og alternative regelsæt spænder gudskelov ikke ben for seriens fremdrift fra afsnit til afsnit.
Det går over stok og sten fra den Harry Potter-lignende hverdag på Lyras kostskole i Oxford til det aristokratiske storbyliv i Londons centrum og videre til en kold fiskerby i Norden, som huser den olme isbjørn Yorick Bjorneson.
I de første fire afsnit af otte holder serien sig med andre ord tæt på den første bog i serien og vil øjensynligt ikke gå videre i handlingsforløbet end den.
I og med at bogen, som His Dark Materials er baseret på, er henvendt til et yngre publikum, skal man ikke forvente de samme indviklede handlingsforløb som i den mere modne fantasy-fortælling Game of Thrones.
Det er oplagt at se en forbindelse til virkeligheden i seriens fremstilling af forholdet mellem britisk overklasse, isolerede akademikere og et stolt romafolk, men det forbliver på et overfladisk plan.
På den anden side har der ikke været en god young adult-franchise, siden The Hunger Games sluttede. Sidste år måtte vi i filmregi nøjes med den tragisk oversete The Darkest Minds, som næppe får en opfølger.
Og His Dark Materials høster point for valget af seriens unge hovedrolleindehaver. Dafne Keen blev kendt for sin præstation som Wolverines tavse, men aggressive datter i Logan, og her viser hun den samme intense energi i rollen som den forkælede, men også eventyrlystne Lyra.
Hun er flankeret af Ruth Wilson, der giver den hele armen som den ondsindede statsagent Ms. Coulter. I andet afsnit, hvor Lyra besnæres af Coulter til at blive hendes assistent, stråler Wilson især. Hun er som den bedste onde stedmor, når hun skifter mellem benovet høflighed og pludselige voldshandlinger mod den stædige pige.
Problemet med denne type af prestigeproduktioner baseret på et forlæg er typisk, at originalmaterialet slipper op. Det er sket for serier som The Handmaid’s Tale og Game of Thrones.
Med to bøger efter Det gyldne kompas har His Dark Materials stadig masser af materiale. Og indtil videre er niveauet højt og underholdende.
Kommentarer