His Dark Materials – sæson 2

Det er ligesom springet fra Chris Columbus’ to første Harry Potter-film til Alfonso Cuarons sublime Harry Potter og fangen fra Azkaban.

Den barnlige naivitet er forsvundet, og nu er det tid til at blive mere voksen.

Lyra (Dafne Keen) oplever det samme i anden sæson af HBO’s successerie His Dark Materials.

Da faren – Lord Asriel (James McAvoy) – dræbte hendes bedste ven for at åbne en portal mellem deres og vores verden, besluttede hun sig for at følge efter. For at hævne vennens død, men også for at slippe væk fra sin egen mor.

Mrs. Coulter (altid superbe Ruth Wilson) er en hensynsløs medarbejder hos Magisterium, den magtfulde, sekulære organisation, som sidder på magten i Lyras univers.

Vi fortsætter, hvor forrige sæson slap.

I den næsten øde by Cittágazze (på dansk: Skadernes by), støder den eventyrlystne pige på drengen Will (Amir Wilson), der kommer fra vores verden. Han leder også efter sin far John Parry (Andrew Scott), en opdagelsesrejsende, som forsvandt, da knægten var lille.

Byen ligger faktisk i en helt tredje verden, da eksistensen af multi-universer er en af seriens store pointer, og det er dét, begge fraværende fædre forsøger at mestre.

Forældre, der svigter deres afkom, er et hovedtema i His Dark Materials.

Ud over de to præ-pubertære unge har både Mrs. Coulter og den texanske revolvermand Lee Scoresby (Lin-Manuel Miranda) haft en barndom, som har efterladt dem med ar på sjælen.

”Du ved det, gør du ikke? Du ved det, for du havde forældre ligesom mine. Ja, selvfølgelig havde du det,” siger Lee til Mrs. Coulter. Han er blevet taget til fange, og nu er det blevet hendes tur til at afhøre ham for at finde ud af, hvor Lyra er.

Jo mere han fortæller, jo mere begynder hendes ellers stoiske ydre at vise tegn på frygt. Blikket flakker, underlæben dirrer, og stemmen har ikke den vanlige autoritet.

”Du ved intet om mig,” svarer hun, da Lee slet skjult antyder en viden om hendes opvækst.

Hun stormer ud fra hans celle, og i et sjældent ømt øjeblik står hun rystet og stirrer ind i væggen. Hendes daimon (legemliggørelsen af en persons sjæl) i form af en abe stiller sig stille ved siden af hende og holder hende beroligende i hånden. Ømt og uhyre intenst.

Det er i det hele taget meget kendetegnende for denne sæson.

Hvalpefedtet er blevet skåret fra, og det lidt træge sideplot med romafolket Gyptians er væk i sæson to. I stedet kommer vi dybere ind i intrigerne og mysterierne i multi-verserne.

Det abstrakte fænomen Støv bliver i vores verden sidestillet med en speciel form for Mørkt Stof. Introduktionen bliver formidlet gennem Lyras møde med fysikeren doktor Mary Malone (Simone Kirby), og det er også her, at seriens altoverskyggende tema – tro – får en et nyt perspektiv.

Mary er en tidligere nonne, som har mistet troen på det spirituelle. Men i mødet med pigen fra en anden verden bliver hun pludselig mere åben overfor, at der er mere mellem himmel og jord.

De eksistentialistiske dilemmaer præger alle karaktererne på forskellig vis, men gennemgående handler det om at finde sig selv og sin plads i verden. Ikke ulig det stadie, man skal igennem fra barn til voksen.

Valg begynder at have større konsekvenser end tidligere, og i mange henseende er det, som om et nyt univers åbenbarer sig i takt med hormonernes indtog.

Dafne Keen er blevet endnu skarpere, og sammenspillet med Amir Wilson er herligt naturligt. Følelsen af kun at være i starten af personernes forhold rammes til perfektion.

De er kejtede og udfarende, men også forenet i deres søgen efter svar.

Ganske som i bøgerne byder hver sæson på et instrument, der spiller en betydningsfuld rolle. I anden sæson er det Skyggernes Kniv, der kan skære igennem alle materialer, men også åbne huller imellem de forskellige verdener. Der er selvsagt op til flere personer, som ikke vil sky nogen midler for at få fingre i den.

Hvordan de forskellige tråde bliver flettet sammen i anden halvdel af sæsonen, bliver spændende at følge.

Indtil videre fortsætter serieskaber Jack Thorne med de gode adventure-takter, der blev lanceret i første sæson og bygger videre ovenpå med en mere moden og brutal tone.

Budgettet til at skabe især de mange magiske daimoner er blevet skruet betragteligt i vejret. Detaljegraden begynder efterhånden at kunne konkurrere med det, vi kender fra de store blockbuster-produktioner.

Halvvejs i fortællingen om His Dark Materials føles den endelig som en serie, man absolut skal se.