Ryan Reynolds er en meget afholdt skuespiller, men man kan ikke komme uden om, at han mere eller mindre altid spiller en variant af den samme rolle.
Gennembruddet som den rapkæftede superhelt Deadpool er det perfekte eksempel. Vittigheder og sarkasme fyres konstant afsted i lyntempo, og udgangspunktet er oftest de mange mindreværdskomplekser, som figuren lider under.
Enten er man fan af humoren, eller også er det forfærdelig ulideligt.
The Hitman’s Bodyguard var en noget slatten omgang. End ikke tilføjelsen af altid seværdige Samuel L. Jackson som lejemorderen Darius Kincaid kunne løfte filmen ud af klichéerne og plathedens dynd.
Men den blev en kæmpe succes, så derfor er vi nu blevet beriget med efterfølgeren, der bærer tungebrækker-titlen Hitman’s Wife’s Bodyguard.
Reynolds spiller igen livvagten Michael Bryce, der kæmper med at finde sin identitet, efter han har mistet licensen til at passe på folk.
Efter råd fra hans psykolog tager Michael på ferie for at få det hele på afstand. Roen bliver dog hurtigt afbrudt af kugleregn, da Darius’ kone Sonia (Salma Hayek) dukker op.
Hendes mand er blevet kidnappet af den italienske mafia, og den eneste, som kan hjælpe med at redde ham, er Michael.
Det er udgangspunktet for at samle trioen, der tilsammen udgør filmens titel. De bliver hvirvlet ind i et kompliceret terror-komplot, hvor den græske milliardær Aristotle Papadopoulos (Antonio Banderas) vil smadre den europæiske infrastruktur, fordi EU pålægger Grækenland økonomiske sanktioner.
Det lyder som en stor mundfuld, men Hitman’s Wife’s Bodyguard har ikke andet på hjerte end buldrende action.
Ånden fra 80’ernes actionbaskere med Schwarzenegger og Stallone bliver ført videre, og den får ikke for lidt med kæmpe flamme-eksplosioner og platte vittigheder leveret i maskingevær-tempo.
Det er egentlig ret underholdende, men også drænende i længden. Filmen føles faktisk længere end sine bare 100 minutter, og det er sjældent et godt tegn – særligt for en film i denne genre, hvor fokus er på ikke at kede tilskueren.
Dynamikken mellem Reynolds og Jackson har ikke ændret sig markant siden sidst. Bodyguarden er stadig modvillig deltager, der småneurotisk brokker sig over alt, mens lejemorderen lever efter devisen om at skyde først for at løse alle problemer.
Den gode nyhed er, at Salma Hayeks Sonia har fået en større rolle. Den mexicanske skuespiller har den sjældne filmstjerne-tilstedeværelse, så ligegyldigt hvor dårlig resten af filmen er, er hendes præstation dragende.
Sonia har et fyrigt temperament og et ordforråd, der ville få Anders Matthesens grænseoverskridende sømand Stewart Stardust til at rødme. Hendes energi er medrivende, og så er det fedt at se duoen Hayek og Banderas sammen igen for første gang siden begges amerikanske gennembrud i Desperado fra 1995.
Desværre kan karisma og kemi ikke redde Hitman’s Wife’s Bodyguard fra at være lidt af en langgaber.
Både action, humor og romantik føles som efterladt metervare fra alle mulige andre film.
Ryan Reynolds har en evne til at tilføre sine karakterer en hjertevarm naivitet, men her er den fuldkommen malplaceret i forhold til resten af filmens tone.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt uskyldige menneskeliv betyder i det aparte univers. To personer bliver pløkket ned, da de skal agere lokkeduer, så Bryce og Darius kan slippe uset forbi et svært bevogtet område. Scenen skal forestille at være sjov, men joken falder til jorden.
Forhåbentlig markerer Hitman’s Wife’s Bodyguard slutningen på filmserien. Ellers kan man kun frygte for, hvilken titel de finder på til den næste.
Kommentarer