Første sæson af Johan Fastings norske serie om den kvindelig fodboldtræner, der kæmper for at opnå respekt og anerkendelse i en mandsdomineret fodboldverden, var både medrivende og føltes aldeles aktuel.
Hjemmebane ramte tidsånden perfekt.
Den var timet til VM, som samlede hele verdens fodboldsfans foran skærmen på de ellers varme sommerdage, og kom i kølvandet på #MeToo- og Time’s Up-bevægelsen, der for alvor satte kvinders rettigheder og ligestilling på arbejdsmarkedet på dagsordenen.
Nu er NRK tilbage med anden sæson om det lille norske klubhold Varg, som under den kvindelige træner Helena Mikkelsen (Ane Dahl Torp) forsøger at bide skeer med de store hold i Eliteserien, der svarer til den danske Superliga.
I den nye sæson kæmper klubben med at finde den rette balance mellem drømmen om at kunne klare sig på den helt store scene i Europa og de økonomiske realiteter.
Samtidig dykker serien ned i det brede karaktergalleri, som fodboldholdet og klubbens stab udgør, og udforsker personernes privatliv og problemer.
Der er fortsat fokus på Helenas kamp for at opnå respekt i den mandschauvinistiske branche. Vi ser, hvordan hun i pausen under en tv-debat påpeger over for en anden kvindelig fodboldekspert, at som kvinder må de vide alt, hver mindste bagatel.
”Hvis vi skal være synlige, må vi være dobbelt så gode som alle andre,” siger hun.
Men serien sætter også fokus på nye emner.
Homofobi i fodboldverdenen er til debat i de danske medier i denne tid, efter at FCK-spilleren Viktor Fischer har kritiseret upassende, homofobiske sange og tilråb fra fans.
Her viser Hjemmebane endnu en gang at have fingeren på pulsen, da serien elegant sætter ansigt på mennesker, som bliver ramt af de ubehagelige tilråb fra fanatiske fans. Det gælder såvel den unge spiller, der skjuler sin homoseksualitet for offentligheden, som den granvoksne klubleder, der slås med rygter om et forhold mellem ham og en af klubbens spillere.
Det får serien til at føles menneskelig og relevant.
I første sæson leverede Axel Bøyum en dragende stærk præstation. Med kompleksitet og skrøbelighed skildrede han det unge stortalent Adrian, der kæmpede med psykiske problemer. Samtidig havde Adrian et glimt i øjet, når han var i selskab med Helenas datter Camilla (Emma Bones), som også havde sit at kæmpe med, når Helenas interesse for fodbold ofte kom før datterens ønsker.
Desværre er emnerne, der knytter sig til Adrians karakter, mere ferske i den nye sæson. Som når han surmuler over, at Helena saboterer hans chancer for at spille på landsholdet. Det er først mere end halvvejs inde i sæsonen, at Adrian når op på et niveau, som minder om den nerve, vi så i første sæson.
Serien arbejder sig i det hele taget gevaldigt op, og særligt sæsonfinalen er virkelig rørende. Her finder serien endelig storformen fra første sæson.
Camilla er i det meste af sæsonen mut og utilfreds i en sådan grad, at man som seer har svært ved at føle med hende.
Til gengæld har den aldrende superstjerne Michael Ellingsen (John Carew) en interessant udvikling. I begyndelsen af første sæson modarbejdede han på skurkagtig vis Helena, efter selv at være blevet vraget til trænerposten. Men der bliver i den nye sæson lagt flere lag på hans karakter, når vi følger hans krakelerede familieliv og kampen for retten til børnene under en hård skilsmisse.
Det er ubehageligt at se, hvordan børnene bliver ofre, når forældrene skændes. Og det går lige i hjertet, når vi ser Michaels kamp for at være en god far – med alt fra madpakker i køleskabet til rådet om, hvordan sønnen skal svare igen, når han bliver drillet i skolen.
Der er altså masser af drama, menneskelighed og varme. Selv om der diskuteres holdopstilling, taktik og transferrygter, behøver man derfor ikke at være det mindste fodboldinteresseret for at falde for seriens charme.
Kommentarer