Hjertelandet

Der er noget tankevækkende og melankolsk over denne bevægende dokumentarfilm fra Janus Metz og antropolog Sine Plambech.

Emnet har Janus Metz allerede udforsket i de to timelange tv-dokumentarer Fra Thy til Thailand og Fra Thailand til Thy, og det bliver koncist ridset op i en introtekst, der toner frem over pandekageflade marker og grå skyer: ”Der bor 926 thailandske kvinder i Thy. For 25 år siden boede der ingen … bortset fra én.”

Denne ene, Sommai, mødte sin blide, ældre mand Niels på et bordel I Pattaya, det thailandske slaraffenland for sexturister. Siden hun ankom, har Sommai leget Kirsten Giftekniv for de øvrige 925 thailandske tilflyttere. De er alle kvinder fra hendes egen hjemegn i det nordøstlige Thailand, der er ivrige efter at undslippe fattigdom ved at gifte sig med en dansk mand.

Det bliver aldrig gjort klart, om Sommai lukrerer på at være ægteskabsmægler – måske ville det være et tillidsbrud at spørge. Men man undrer sig over, hvorfor hun gør det. 

Foruden Sommai fokuserer Hjertelandet på fire kvinder i forskellige stadier af ægteskabsprocessen, men det er Sommais niece Kae, der bliver filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt.

Kae er blevet inviteret på prøvedate med den småbøvede fabriksarbejder Kjeld. Noget usædvanligt for de thyboer, der bestiller en brud pr. postordre, har han samme alder som hende – han har bare ikke haft meget held med de lokale piger.

Kaes søster Mong bor der allerede, og hun instruerer hende i danske fraser, hun kan bruge sammen med sin nye mand. ”Smager det godt?” kan hun spørge. En anden nyttig sætning: ”Jeg har hovedpine.”

Vi mærker tydeligt, hvor beklemt Kae er ved situationen, da hun efterlades alene i et fremmed hus i et fremmed land med en mand, hun dårligt nok kender. På et tidspunkt slår Kjeld, der også er pinligt tilpas ved situationen, op i sin dansk-thailandske parlør og læser ubehjælpsomt op: ”Vil du gerne være alene?” Hun nikker ivrigt.

Har pinagtigheden noget med kameraholdet at gøre? Måske – men ingen virker beklemte i de scener fra Thailand, der flettes ind hist og her i filmen. Her mødes den smukke Saeng med sin prostituerede veninde i Pattaya, hvor begge kvinder er lokket hen af muligheden for at score lette penge ved at sælge deres krop til rige vesterlændinge.

Der er ikke lang vej fra arrangerede ægteskaber til prostitution. Som i Jane Austens England er ægteskab først og fremmest en økonomisk ordning, hvor kærlighed kun er en potentiel bonus. 

Janus Metz og Sine Plambech udforsker dokumentarens evige spænding mellem at gengive sandheden og at fortælle en medrivende historie.

Instruktørerne holder sig ikke for gode til at gribe ud efter publikums hjertestrenge med patoskneb og følelsesladet underlægningsmusik. Man lægger særligt mærke til et genkommende, længselsfuldt motiv spillet på vemodig violin.

Men historien i Hjertelandet er også utroligt medrivende. Og så ser man gerne gennem fingre med, hvor åbenlyst materialet er blevet hakket og skåret til. Det er en dybt menneskelig fortælling, der favner både komik og tragedie, og som giver et nært indblik i to samfund på hver side af kloden.

I en af filmens mest rørende og fortvivlende historier følger vi et ægtepar, der lader, som om alt er fryd og gammen, selv om hun længes efter den søn, hun var nødt til at efterlade i Thailand. Da hun endelig får ham med til landet, forlader han hende igen efter et par år for at gå sin egen vej i den verden, hun har åbnet for ham.

Den første generation af forældre ønsker så desperat, at deres børn falder til, men ofte er det dem selv, der står tilbage. Som filmens mest ynkværdige karakter, fabriksarbejderen Frank, formulerer moralen helt til slut: ”Menneskenes verden, den er godt nok rodet.”