Hjerter dame

Hånden på hjertet: Jeg havde ikke et indgående kendskab til Lizette Risgaard, før jeg så Hjerter dame.

Men jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvem hun er, og hvorfor der er lavet en film om hende. Desværre er jeg ikke blevet meget klogere efter at have set dokumentaren.

Men filmen giver da indtryk af, at Lizette Risgaard er en sej dame. Én man godt gad komme rigtigt ind under huden på. Som barn af arbejderforældre og opvokset på Nørrebro har 57-årige Lizette kæmpet sig frem til at være formand for LO – Landsorganisationen i Danmark.

Dokumentaren følger hende fra efteråret 2015, hvor hun med et bragende flertal blev valgt som formand for LO efter at have været næstformand i otte år.

Den første kvindelige formand i foreningens 120 år lange historie. Hun fortæller, at det var svært, fordi den tidligere formand Harald Børsting ikke havde til hensigt at give hende særligt meget indflydelse, da han valgte hende som næstformand.

Det gad hun ikke finde sig i, og med årene fik hun kæmpet sig frem til sin nuværende position. Godt gået af en kvinde i en mandehørmende verden. Det er en utroligt vigtig og relevant historie om det, der skaber rammerne for vores samfund, ikke mindst for kvinder.

Udtalelserne om Harald Børsting er det kun Lizette Risgaard, der kommer med. Manden selv udtaler sig ikke om det. Ingen anden udtaler sig om dette. Eller noget andet for den sags skyld.

Og det hæmmer filmen.

Det er selvfølgelig et valg fra instruktørerne Louise Detlefsen og Mette-Ann Schepelerns side, at de stort kun nøjes med at følge Lizette Risgaard og ikke supplere med interviews. Der er et par historiske bidder om Lizettes baggrund og arbejderbevægelsen, men det er ikke meget.

Det føles, som om man på forhånd skal sidde med en masse viden om LO, fagforeninger og konflikter for at få noget ud af filmen.

Jeg ville ønske, at nogen sagde noget om denne ”Hjerter Dame”. Hvem er hun? Og hvordan hun er kommet hertil?

Efter to år som formand skal Lizette Risgaard forhandle overenskomster med Dansk Arbejdsgiverforening, og det er en intens strabads, der tager tre døgn, hvor hun – og nok også de andre – ikke sover.

Hun knokler røven ud af kjolerne, men selve forhandlingerne med DA får man – naturligvis – ikke lov at overvære. Men man forstår, at begge parter er nødt til at indgå en masse kompromiser for at nå til en fælles aftale.

Står hun rent faktisk inde for den aftale, der er indgået? Eller gør hun gode mine til slet spil?

Man kan se, at den arbejdsomme og dedikerede kvinde bliver påvirket, da medlemmerne af 3F vender sig mod hende som følge af konflikthåndteringen. Den er nemlig ikke i deres interesse. Men HK og Dansk Metal stemte ja. Og flertallet råder jo.

Så fra at have været tiljublet til 1. maj-arrangementer, da hun var tiltrådt, bryder aktivister fra 3F ind på hende scene i Fælledparken, når hun holder tale, efter aftalen er indgået.

Hun får også grimme kommentarer på de sociale medier. Men Lizette ranker ryggen og tager imod de hårde ord.

”Alene kan vi meget – sammen kan vi mere,” er hendes motto. Og hun skyr ikke konfrontationerne, men går ned blandt arbejderne i Fælledparken. Og møder op hos håndværkere, der offentligt har kritiseret hende. Hun har sgu nosser.

Der fortælles kort om hendes nu afdøde ægtemand, som hun har to sønner med. Men frem for at skabe et helstøbt portræt af hende spildes tiden med at se hende få taget et portrætbillede.

Nogle gange modarbejder dokumentaren tilmed sig selv. På et tidspunkt får formanden vejledning til, hvordan hun holder bedre taler, hvordan hun når ud til sine lyttere og får slået sine gode pointer fast. Coachen fortæller, at hun skal bruge Obama-pausen: at træde op på podiet, vente til bifaldet er slut – og så vente lidt mere.

Det næste, man ser, er Lizette, der træder op på talerstolen – og begynder at tale, mens folk stadigvæk klapper. Så hun har jo ikke lært noget.

Det er ærgerligt, at filmen ikke er bedre, for den er højaktuel set i lyset af, at vi har stået over for overenskomstforhandlinger og lockout-varsel. Og at vi skriver 1. maj i dag. Og at en kvinde har kæmpet sig til tops.