Forventningerne til den første Hobbitten-film var enorme, efter Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi havde skrevet sig ind i filmhistorien som den kunstnerisk og kommercielt mest vellykkede franchise i nyere tid.
Men Hobbitten: En uventet rejse fra sidste år – der er begyndelsen på forhistorien til begivenhederne i Ringenes herre – var skæmmet af skavanker. Både tempo og tone haltede. Som i filmens introsekvens, hvor filmens tretten dværge fjoller og pjatter sig igennem en opvask, nærmest køkkenvaskrealistisk kop for kop!
Forcen ved Ringenes herre-trilogien er det gennemførte univers, der taler til hele sanseapparatet med en lydefri og stilfuld omsætning af J.R.R. Tolkiens mesterlige bøger. Med sin flaksende fortælling kan man ikke sige det samme om den første Hobbitten-film, men med anden del af trilogisagaen, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, gør Peter Jackson noget af skaden god igen.
Her udfolder han det hidtil mest actionfyldte plot fra universet i en langt mere effektiv fortælleøkonomi.
Filmen fortsætter, hvor forgængeren slap. Bilbo (Martin Freeman), Gandalf (Ian McKellen) og de tretten dværge, ledet af Thorin Egeskjold (Richard Armitage), er stadig på vej mod Det Ensomme Bjerg for at generobre dværgenes hjemby, Erebor, der bevogtes af dragen Smaug.
Men vejen dertil er lang, og bagfra jages de af orker, mens der i skoven forude venter elvere – dværgenes ærkefjender. Og på den videre færd må gruppen tilmed undvære Gandalf, som bliver nødt til at undersøge rygterne om en Necromancer, der tilsyneladende kan vække de døde til live.
Som ventet bliver dværgene og Bilbo langt fra modtaget med kyshånd af elverne, der blandt andet tæller Legolas (Orlando Bloom) fra Ringenes herre. Da de i vintønder må flygte ned ad en rasende flod med både elvere og orker i hælene – en af filmens bedste scener – er det kuldegysende, at man aldrig rigtig ved, om elverne har en ork eller en dværg på sigtekornet.
Men den største udfordring er og bliver dragen Smaug, som er filmens absolutte attraktion. Den dunkle drage er endnu et animeret vidunder fra Midgård-universet. Fugerne i dens skæl kradser nærmest i 3D-brillen, mens den legelystne hale danser faretruende i det tredimensionelle format, som Peter Jackson udnytter med opfindsom omtanke.
Mødet mellem Bilbo og Smaug er en mesterlig magtkamp på ord, der er overraskende jævnbyrdig, selvom Bilbo ikke er meget større end en dragetand. Martin Freeman viser overbevisende, hvordan Bilbos oplevelser og den ikke helt ubetydelige ring, han fandt i første film, langsomt forandrer ham og suger uskylden ud af hans øjne.
Smaugs isnende slangetunge er langt mere gruopvækkende end dens ildspydende hals takket være stemmepræstationen fra Benedict Cumberbatch (Sherlock, The Fifth Estate), der også delvist har lagt krop til uhyret.
Desværre overtager Smaugs talent for ildspåsættelse al opmærksomhed i det afsluttende, hektiske inferno, som går i tomgang og er med til at puste filmen op til en spilletid på to timer og 41 minutter.
Man kan som ved premieren på første film diskutere, om Tolkiens Hobbitten – der ikke har nær samme længde og episke vingefang som de tre Ringenes herre-murstensromaner – vitterlig kan bære tre alenlange film.
Efter første film var svaret et rungende nej. Men med Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark har Peter Jackson trods alt lavet en så appetitvækkende film, at man glæder sig til tredje og sidste omgang med hobbitter, dværge, elvere, orker og drager.
Kommentarer