Hobbitten er en klassiker i mere end én forstand. Dels er bogen, som udkom, inden professoren, forfatteren og filologen J.R.R. Tolkien skrev trilogien om Ringenes herre, omtrent standardværket for etableringen af den litterære fantasy-genre. Dels er den et moderne skoleeksempel på dannelsesromanen – om en helt, der starter hjemme, rejser ud og atter vender hjem. Ja, originalen har ligefrem undertitlen There and Back Again.
”En helt” er måske så meget sagt. For Hobbitten, der hedder Bilbo Sækker, er faktisk mest af alt en tøffelhelt. Han kan bedst lide, at der ikke sker så farligt meget og især ikke så meget farligt. Han er med andre ord ligesom os andre, så ham kan vi for alvor identificere os med.
I løbet af bogen bliver Bilbo, der lokkes på eventyr, imidlertid udsat for lidt af hvert. Men i filmen bliver han faktisk kun udsat for ret lidt. Peter Jackson har valgt at dele fortællingen, som i sin originale bogform fra 1937 kun er på 310 sider, op i hele tre film på tre stive klokketimer hver.
Det er, ganske enkelt, for meget. Der findes noget, der hedder plot, og der findes også noget, der hedder spændingskurver. Og når man efter en god times tid stadig ikke er kommet stort uden for havelågen, bliver det altså for langmodigt.
Bilbo kontaktes af troldmanden Gandalf, der præsenterer ham for en flok dværge ledet af Thorin Egeskjold. Sammen drager de til dværgkongeriget Erebor, hvis hovedsæde ligger inde i et stort bjerg, og som skal tilbageerobres fra dragen Smaug. Vi skimter bjerget, men længere når vi ikke i denne første del af Hobbitten.
Til gengæld kan man sige, at de mange indædte fans, der allerhelst så sig selv inde i Tolkiens fantasiverden, for alvor får chancen blandt elegante elverfolk, djærve dværge, ordentligt ulækre orker, vamle varger og tryllende troldmænd. Historien hales så meget i langdrag, at en simpel opvask omtrent afvikles i realtime.
En anden måde, publikum kan komme helt ind i filmens virkelighed på, er gennem Peter Jacksons nye, tekniske greb. Og nye er de virkelig: Man får hele 48 billeder i sekundet med hans optagelser i HFR (High Frame Rates), og virkningen er som et tveægget elversværd.
På den ene side er det mageløst. Man sidder der med sine 3D-briller på og bliver fuldkommen blæst væk af bjergtagende, lydefri panoramaer. I en central scene i elverslottet i Kløvedal risler en lille bæk ude i siden af billedet – så ægte, så knivskarp, at man næsten løfter fødderne for en sikkerheds skyld.
Men den virkelighedsnære stil er også bagsiden. Flere steder virker det lidt som de gamle, ferske BBC/Thames-formater, hvor alt pludselig forekom ”for virkeligt” på et dansk tv. Mange kampscener, modeller og masseoptrin virker pludselig slemt kunstige, fordi man kan se, at det er folk i sløj forklædning, der render omkring på et film-set. Illusionen, filmkunstens adelsmærke, ødelægges af ambitionen om at nå en ny realisme – fordi den faktisk nås. For man gider jo ikke se rouge – man gider se røde kinder.
Ret skal dog være ret. Der skal nok mere erfaring til, inden den nye teknik helt kan indfries. Lovende er den virkelig: Skarp, nærværende, ja, intimiderende.
Det virker, som om Peter Jackson har forsøgt at gentage sin storslåede succes med Ringenes herre ved igen at lave en trilogi, der skal fængsle verden i flere år. Den helt afgørende forskel er forlægget. Ringenes Herre er en veritabel buffet af fortællinger, mens Hobbitten er et enkelt eventyr. Det svarer til at gøre Snehvide til 1001 Nats Eventyr. Selv med næsten dobbelt så mange dværge virker det udtrukket og fortyndet.
Hvordan skal det dog ikke ende? Tja, det har vi cirka seks lange timer i Hobbitten 2 og Hobbitten 3 til at finde ud af …
facebook
twitter
Kommentarer