Hobbyhorse Revolution

”Hvor er han sød! Du har redet ham godt til,” siger Aisku til Elsa. ”Det er dejligt at se en anden ride ens hest,” svarer hun rødmende. Hun har hyret Aisku til at give hende undervisning og gode råd.

Elsas hest er grå. Lavet af plys og pudefyld. Det er nemlig en kæphest – sådan én, man stikker mellem benene og løber rundt og leger med.

I Finland er kæphesteridning gennem de seneste år vokset til en seriøs og populær sport. Mere end 10.000 dyrker hobbyen. De deltager i lejre, får undervisning og konkurrerer i mesterskaber.

Ja, det lyder virkelig komplet åndssvagt og latterligt.

Men når Aisku med sine lange, slanke ben øver dressur på en af sine kæpheste, er det også svært ikke at beundre hende. For hun er sindssygt elegant – fødderne smukt bøjet, benene lette. Og banens sindrige struktur kræver overblik og overskud – som var det ”ægte” dressur.

I Selma Vilhunens skønne og tankevækkende dokumentar følger man tre unge piger: Aisku, Elsa og Alisa.

Især Aisku er en magnet på lærredet. Hun er velformuleret, enormt sød og meget bevidst om det fjollede i sin hobby. Hun frygter, at folk, hun kender, ser hende øve kæphesteridning på en legeplads. Men hun kan ikke lade være. Det gør hende så glad!

Det behøver hun ikke engang at sige. Hun er på lejr med nogle andre piger, og hun er en af de ældste og mest erfarne, og de mindre piger kommer ofte til hende og spørger om råd. Hun hjælper dem hjerteligt.

I den lyse sommeraften løber de rundt på en mark og leger i skumringen. Der er ren uspoleret glæde i hendes ansigt.

Derfor er det noget af et chok, at Aisku i næste øjeblik fortæller, at hun er blevet anbragt på et hjem for utilpassede unge. En morgen havde hendes mor bare vækket hende og sagt, at hun skulle flytte.

For når Aisku ikke rider på kæphest, er hun en partygirl, der går i byen med vennerne og er en tvær møgunge.

Aiskus historie gør, at det ikke bare er en sjov dokumentar om en sær hobby. Mange med nørdede interesser vil kunne genkende sig selv i den latterliggørelse, omverdenen møder dem med.

”I den her hobby kan alle være sig selv,” siger en pige.

Det er ikke sjovt at blive mobbet, og det ved både Elsa og Alisa alt om. De har begge oplevet at få kastet sten efter sig og blive tævet i skolen af klassens seje dreng.

Men Aisku har mere på spil. Sin fremtid. Hvis hun ikke får styr på sit ungdommelige raseri og sin uvilje mod autoriteter, kan hun ende i en værre situation.

”Der er lette og svære tidspunkter i livet. Det her er et af de svære. Jeg skal bare igennem,” som hun siger.

Så der er håb for Aisku, når den unge pige kan tænke så modent om hendes temmelig barske situation. Men den påvirker også hendes kæphestehobby.

Fra at have været den første til at afvise konkurrence mellem de andre piger, og sødt holde fast i, at hun er venner med dem, hun stiller op mod i konkurrencerne, så er der straks meget mere drama, da hun tager til Verdensmesterskabet i Finland i 2015.

Da hun ikke få en placering, flipper hun og veninderne helt ud, og hun bryder grædende sammen.

Der viser sig at være tale om en regnefejl, så hun får en roset.

Imponerende nok indser hun, at hun ikke kan holde til konkurrenceræset, og hun finder derfor en løsning på sine problemer.

Og Aiskus selverkendelse aftvinger gang på gang respekt.

Derudover, så er det fascinerende at se, hvordan Elsa og Alisa hver især bruger hobbyen kreativt. Alisa var en af de første i Finland, der begyndte at dyrke kæphesteridning på eliteplan, men hun optager også sig selv i processen og redigerer korte, smukke film.

For Elsa, der lider af depression og angst som følge af grov mobning, fungerer kæphestene og det tætte sammenhold blandt pigerne som terapi.

Desværre mangler historien om, hvordan i alverden kæphesteridning er blevet til en hobby, der i disse år spreder sig over hele verden.