”Hodja, den store verden er ikke noget rart sted,” advarer far med alvorlig mine. Men lige meget hjælper det. Hodja er stålfast. Han vil ikke gå i farens fodspor som skrædder i den lille landsby. Han vil ud på eventyr.
Ole Lund Kirkegaards historie om landsbydrengen Hodja er blevet en dansk klassiker. Allerede i 1985 forsøgte Brita Wielopolska at skabe 1001 Nats-stemning i det danske land, da hun filmatiserede en live-action-version baseret på Ole Lund Kirkegaards forlæg.
Nu er der til tonerne af Sebastians legendariske kendingsmelodi dømt gensynsglæde, når vi igen kommer med på Hodjas fantastiske, flyvende færd.
Han rejser frygtløs sammen med sin ged og sit flyvende tæppe gennem de mellemøstlige landskaber med kurs mod sultanens by, hvor han skal finde tæppehandlerens savnede barnebarn Diamant. Hodja allierer sig med den forældreløse gadepige Smaragd, og de to bliver et sødt makkerpar.
Børn af 90’erne vil uden tvivl huske Karsten Kiilerich for sin charmerende animationsfilm Hjælp! Jeg er en fisk (2000), som han skrev manuskriptet til. Animationsinstruktøren har vist også sin kærlighed til Ole Lund Kirkegaards populære børnebøger med Albert fra 2015.
Nu har han så kastet sig over Hodja fra Pjort, som skal være det helt store vinterferie-hit.
En svær disciplin, når man er i hård konkurrence med den Oscar-nominerede Pixar-darling Coco, der også rammer biograferne i disse dage. Der er svimlende budgetter til forskel, men så sent som sidste år viste Den utrolige historie om den kæmpestore pære, at dansk animation også har meget at byde på.
Med sin klassiske og simple hjem-ud-hjem-opbygning er Hodja fra Pjort en godhjertet fortælling om en dreng, der vil ud og opleve den store verden, men vender hjem til sin familie igen med oplevelser og erfaringer. Forældrene skal lære at give slip og lade barnet gå sine helt egne veje.
Det hele går lige ud ad landevejen, og filmen tilbyder ikke de store twists eller overraskelser, men det er en dejlig, hjertevarm historie.
Fortællingen er energisk, og der bliver malet med store armbevægelser og hurtige stemningsskift. Det ene øjeblik bliver Hodja overfaldet af kvinder, som synes han er den dejligste dreng i riget. Det næste øjeblik løber de skrigende væk, da de får mistanke om, at han har lopper.
Vi bliver nærmest forpustede.
Den godhjertede og eventyrlystne Hodja mener, at hvis alle deler og tager hensyn til hinanden, så vil der være nok til alle. En smuk tanke fra en barnlig sjæl, som skal blive redningen for den korrumperede voksenverden i sultanens storby, hvor folk ikke er så imødekomne, som Hodja havde håbet. Han støder på snerrende arbejdere, skurken Rotten, som tilbyder hjemløse børn husly mod betaling med tyvekoster, og den grådige Sultan, som sulter sit folk.
Peter Frödin er forrygende og tilfører filmen en humoristisk tone som det store pattebarn af en sultan, der som en formløs fedtklump sidder på sin trone. Han kræver konstant opvartning, ønsker sig brændende at kunne flyve og kaster efter behag folk for krokodillerne.
Også de andre danske stemmer er friske og veloplagte.
Men det er distraherende, at en film, som tydeligvis ønsker at dyrke orientalske klichéer med tæppesælgere, gyldne lamper, vandpiber og etniske toner på lydsiden, vælger at lade pæredanske røster af Kurt Ravn og Lars Ranthe give den gas med arabiske gloser som ”habibti” (min elskede) og ”salam aleikum” (en hilsen).
Filmen løber også tør for tricks i ærmet. Forskellige varianter af samme vittighed serveres gentagne gange. Truslen om at blive fodret til krokodillerne nævnes i alverdens situationer, mens madreferencer til det mellemøstlige køkken bliver slynget lige lovligt meget rundt.
Med de mindste i hånden er Hodja fra Pjort et fint pusterum for forældre og bedsteforældre, som på vinterferiens lange pasningsdage passivt kan sætte sig tilbage og nyde en sød og letfordøjelig fortælling.
Kommentarer