I lang tid kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg blev så charmeret af Diane, spillet af bedårende Virginie Efira, at jeg uden videre levede mig ind i hendes spirende forelskelse.
Så skidt pyt med, at målet for hendes følelser er en mand på sølle 136 cm. Jeg troede på det. Selvfølgelig kunne lilleputten Alexandre i skikkelse af Jean Dujardin ende i en romantisk relation med en blond amazone-skønhed.
Ægte kærlighed er ikke hæmmet af noget så overfladisk som udseende, selv om den klejne mand og den smukke kvinde naturligvis er noget, der vækker opsigt. Især Diane skal overvinde sig selv, mens Alexandre pointerer, at han har været lille hele sit liv og ikke kender til andet.
Han har masser af selvtillid, selv om det godt kan skære i hjertet, når han gør grin med sig selv for at bløde stemningen op. Som da han stiller sig op på en stol for at være i øjenhøjde, men siger, at han bliver svimmel.
Alexandre er en dygtig, velrenommeret arkitekt. Han er beleven og spændende, så der er slet ikke noget at sige til, at Diane falder for ham. Og Jean Dujardin er jo en hamrende flot mand, om han så er en halv meter mindre eller større gør ingen forskel.
Diane derimod er lidt en bleg karakter. Hun er succesfuld advokat med en stærk moral, men man forstår aldrig helt Alexandres betagelse af hende. Hun er langt hen ad vejen flov over at blive set med ham.
”Når vi er sammen, er jeg forelsket. Men når vi ikke er sammen, synes jeg, at det er grotesk,” siger hun til sin intrigante sekretær, der er endnu en irriterende birolle.
Men så begynder filmen at blive fjollet.
Ikke hovedrollerne, det skal retfærdigvis siges, men bipersonerne – i form af en jaloux eksmand og en nedladende mor – ødelægger en ellers sympatisk romantisk komedie.
Da Diane fortæller sin mor, at hun er blevet kæreste med Alexandre, sidder moren bag rattet i sin bil. Med stenansigt kører moren over for rødt og smadrer cyklister til højre og venstre – og kun Dianes træk i nødbremsen forhindrer dem i at køre hovedkulds ind i en bus.
Det er virkelig plat, at moren reagerer sådan. Men hvad værre er, at vi inden da har mødt morens mand og Dianes stedfar. Han er døv og taler derfor nasalt, som døve – der har lært at tale – gør.
Men hun ordner haven, svinder moren Dianes valg af kæreste til. Hendes mand er nødt til at påpege, at han selv er handicappet, fordi han er døv. Det er noget andet, påstår moren, hvorpå manden forståeligt nok bliver rasende.
Det havde ellers været en elegant pointe, hvis moren havde været mere åben over for sin datters valg af en lidt anderledes partner, fordi hun selv kender til det. Men i instruktør- og manuskriptforfatter Laurent Tirards arme bliver den politiske korrekthed banket ind med store søm.
Og så er der udfordringen at få Jean Dujardin til at se lille ud på lærredet. Det er gjort ved hjælp af visuelle trick, hvor man for eksempel har placeret skuespilleren foran en green screen og bagefter redigeret ham ind i billedet.
Hvad der lykkedes med hobitterne i Ringenes herre-filmene for femten år siden, kikser her fatalt. Når Alexandre bare sidder over for Diane, er han bred over skuldrene, men når han danser ved siden af hende, virker han pludselig underligt spinkel.
Proportionerne er skæve. Nogle gange når han hende til kravebenet, andre gange knapt nok til barmen. Måske en mindre detalje, men det bliver generende i det lange løb.
Og hvorfor ikke bruge en person med dværgvækst? Skuespilleren Peter Dinklage nyder stor succes i Game of Thrones-serien og har vist sit talent i film som The Station Manager, og ham finder mange charmerende og tiltrækkende.
At filmen går ind og kritiserer omverdenens diskrimination af Alexandre, fordi han er lille, klinger derfor hult.
facebook
twitter
Kommentarer