I det brune herreværelse står bogfyldte reoler side om side med piber, teatermasker og dukker. Belysningen er dunkel. På bordet ligger Storm P. alias Robert Storm Petersens sidste flue, det vil sige de små tegneseriestriber med finurlige tekster bragt i Berlingske fra 1939 frem til hans død i 1949.
Storm P.’s automatiserede kalender tikker over på 6. marts. Dagen for hans død. Men op af striben hopper Peter og Ping i animeret levende live, Storm P.’s to ikoniske figurer, den hyggelige herre med bowlerhat, butterfly og cigar, og den stilfulde, rap-næbbede pingvin.
“Vi ligner nok lidt hinanden, Storm P. og jeg. Vi kunne begge lide et glas koldt øl,” fortæller Peter.
”Med højt skum,” svarer Ping, og dermed er filmens fortællere iscenesat, hvor Kurt Ravn leverer Peters rare onkelstemme, mens Ina-Miriam Rosenbaum, kendt fra Snøvsen, med sin flabede Ping giver et indblik i den hverdagshumor, danskerne engang tog til sig, og som Drengene fra Angora og Rytteriet har leveret til senere generationer.
Fortællerne fungerer fremragende – en genistreg fra instruktør Jørgen Vestergaard, der leder tankerne hen på de 70’er-pædagogiske, fortællende og opdragende tegneseriefigurer fra blandt andre Jannik Hastrups Cirkeline og Historiebogen.
I et elegant og humoristisk sprog leverer Peter og Ping en biografisk fortælling om Storm P. sat ind i en historisk rammefortælling. I nærmest stream of consciousness får vi serveret striber, filmklip og rekonstruktioner af hans liv med kommentarer fra vores to fortællere.
Vi ser opfindelser, der tager pis på teknologiens fremskridtstro, og tegninger, der tager pis på den etablerede kunst og hylder den lille mands klogskab. Tag det matematiske geni: ”En cirkel har to sider. Ydersiden og indersiden.”
På en dannelsesrejse til Paris møder Storm P. selvmorderne, de forhutlede, fattige og hjemløse, og vi forstår, at det er hos disse eksistenser, Storm P.’s hjerte banker.
”Mange sultede – også i København. Kan du huske det, lille ping?”
”Næh, vi så ingen fattige. Zoologisk Have er for dyr.”
Den rappe dialog, skrevet af Bo hr. Hansen og Jørgen Vestergaard, gør filmen let at se og er også en henvisning til Storm P.’s egne satiriske replikker.
Men komikken gennemstrømmede ikke hans hverdag. Som Storm P.’s plejedatter i et gammelt interview fortæller, var deres liv ikke fyldt med sjove anekdoter. Vi får indtryk af en meget alvorlig, dybsindig, nærmest melankolsk mand med hang til natur og gåture.
Til trods for at hjertet bankede for de svage, gør filmen meget ud af, at han hverken var socialdemokrat eller kommunist, men måske nok apolitisk og anarkist. Han afskyede regler, og ”under besættelsens censur holdt han ud og beskrev hverdagen venligt og vemodigt”.
Måske fordi han havde grund til at holde kæft. Det kan undre meget, at vi aldrig får fortalt om hans medlemskab af den tyske kulturforening Nordische Gesellschaft ledet af nazisterne, hvortil han fra 1937 til 1944 gav 100 kroner om måneden, et efter sigende meget højt medlemsbidrag.
Filmens historie bliver lidt for flad og pædagogisk. Vi får for eksempel intet at vide om tidens sociallovgivning og alkoholafgifter, hvilket ville være oplagt med fattigdom som tema. Jeg savner også et ekstra bap på piben om, hvilke tanker og refleksioner han gjorde sig om sin satire, og hvilke kredse han omgikkes i København.
Når det er sagt, må vi konstatere, at levendegørelsen af Storm P. er en realitet. Højt skum – en film om Storm P. er trods sine svagheder oplysende, underholdende og meget velfortalt. Filmen fortjener fire fyldige fade. Med højt skum. På nærmeste beverding.
Kommentarer